Årets første store popcorn-film hedder 'Thor'. Og med masser af action, drama og ikke så lidt uventet humor kan den blive svær at overgå.

Det er selvfølgelig historien om tordenguden Thor, der af sin far Odin (Anthony Hopkins) bliver kylet ud af Asgård - for dårlig opførsel.

Nu uden sine sædvanlige superkræfter (og hammer) lander Thor på en øde landevej i den amerikanske stat New Mexico, hvor han uden varsel bliver kørt ned af en let distræt videnskabsdame. Men helt uheldig er Thor selvfølgelig ikke.

Guddommelig kærlighed

Videnskabsdamen spilles nemlig af ingen ringere end Oscar-vinder Natalie Portman. Men selvom vi alle nu godt ved, hvor dét bærer henad, byder 'Thor' på en stribe overraskelser - de fleste positive.

Med instruktør Kenneth Branagh ved rattet styres der nemlig elegant uden om de sædvanlige faldgruber som selvhøjtideligt sci-fi ævl, overlange actionscener og alt for mange og lange forklaringer på, hvordan det hele begyndte.

I stedet tager Shakespeare-fan Branagh, denne herligt ukristne blanding af nordisk mytologi og amerikansk tegneserie-action (Marvel Comics udgav det første Thor-hæfte i 1960), og skaber sin egen humørfyldte, smittende og sært jordbundne eventyrfilm.

'Thor' ér virkelig stor. Og hvis du venter til efter rulleteksterne, så får du også en ekstra lille plot-twist plus en uventet stjernegæst.