Alden Ehrenreich er udset til at skulle spille rollen som en ung Han Solo

Når Han Solo til maj 2018 træder frem som hovedrolle i sin helt egen Star Wars-film, så bliver det ikke med Harrison Ford i den ikoniske rolle.

Filmen kommer til at fokusere på årene frem mod de egentlige Star Wars-film, og dermed omhandle en ung Han Solo, hvilket trods alt ikke matcher særligt godt med Harrison Ford nu 73 år.

Spekulationerne om hans afløser har været mange, men nu skulle Alden Ehrenreich være stukket af med kontrakten. Det skriver flere amerikanske medier uden at Disney, der står bag Star Wars-franchisen, endnu har bekræftet det.

26-årige Alden Ehrenreich er relativt nyt navn i Hollywood, men på hastig fremmarch. Han havde en rolle i "Beautiful Creatures" og kunne tidligere i år opleves i rollen som Hobie Doyle i "Hil Cæsar!".

Alden Ehrenreich
Alden Ehrenreich Foto: BRITTA PEDERSEN
Vis mere

Nu tager han yderligere et skridt op, når han skal løfte arven efter en af Hollywoods største navne og det i en rolle, som en betragtelig fanskare har en meget klar holdning til.

LÆS OGSÅ: Hovsa: Her afslører Mikkelsen detaljer om sin Star Wars-rolle

Han bør dog ikke sigte mod at kopiere Harrison Ford, hvis man spørger Harrison Ford. Da han sidste år blev spurgt af Entertainment Weekly om et godt råd til den skuespiller, der skulle tage over som Han Solo, lød det:

»Tal med instruktøren, se alle filmene og hop så ud i det. Gør det til dit helt eget!«

LÆS OGSÅ: Supermodellen Silvstedt mistede alt: Nu er hun tilbage!

Den kommende film om unge Han Solo er skrevet af Lawrence Kasdan, der i den grad kender Star Wars-universet. Han var også involveret i manuskripterne til "Imperiet slår igen", "Jedi-ridderen vender tilbage" og den seneste film "Star Wars: Episode VII - The Force Awakens".

Phil Lord og Christopher Miller, der blandt andet er kendt for "Lego filmen - Et klodset eventyr" skal instruere.

LÆS OGSÅ: 11 ting du ikke vidste om Ocean's Eleven

Artiklen er oprindelig bragt på herognu.dk