Apple og Samsung har et mystisk forhold til hinanden. Med den ene hånd samarbejder de, med den anden sagsøger de hinanden.

Tingene bliver mere og mere mystiske, jo højere op, man kommer i store firmaer. Således gælder det også for Apple og Samsung, to af verdens største teknologi-giganter, der skiftevis elsker og hader hinanden, som havde de været gift i en menneskealder. Nu har Apple sagsøgt Samsung i sidstnævntes eget hjemland.

Apple har netop lagt sag an mod Samsung ved retten i Seoul i Sydkorea. De mener, at Samsungs Galaxy S efterligner iPhone i en grad, der tangerer tyveri.

En lignende retssag anlagde Apple i april måned i USA, hvor de helt generelt anklagede Samsung for at deres telefoner og tablets efterlignede iPhone og iPad lidt for groft. Det er især det interface, Samsung har lagt 'ovenpå' Android, som Apple synes, ligner brugerfladen fra iPhone lidt for meget.

Da Apple lagde den første sag an, svarede Samsung igen med et søgsmål mod Apple i Sydkorea for brud på fem patentrettigheder, der fulgtes op af søgsmål om to patentbrud i Japan og tre i Tyskland.  For nylig forsøgte Samsung ved fogedens vej at få adgang til Apples kommende iPhone 5- og iPad 3-prototyper for at se, om der var begået patentbrud. Men det lykkedes dem ikke.

Det pudsige er, at Apple er en af Samsungs største kunder. Såvel skærmen som hukommelsen i iPhone og iPad er lavet af Samsung. Faktisk blev det afsløret i februar, at Apple havde lagt en ordre på 7,8 mia. Dollar (ca. 42 mia. kroner)  hos Samsung på dele til Apple-produkter. Det TV, der ifølge rygtesmedene kommer fra Apple i 2012, vil også være produceret i samarbejde med Samsung. Det er godt, man ikke er parterapeut i det ægteskab.