Torsdag var første dag i den historiske rigsretssag mod tidligere integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg. Det var dog ikke den mest opsigtsvækkende historie om hende i den forgangne uge. Der lancerede hun nemlig også sit eget medie.
Et bredt flertal i Folketinget besluttede i juni, at der ikke skulle tillades tv-transmission fra rigsretten mod Inger Støjberg. De fleste henviste til et hensyn til dem, der skal vidne i sagen.
Inger Støjberg havde selv fremsat lovforslaget om at give tilladelsen til direkte billeder fra dette stykke danmarkshistorie og i tillæg også et lovforslag om, at der skulle være åbenhed om, hvilke dommere der stemmer hvordan i rigsretten, som udover højesteretsdommere også består at lægdommere, der er udpeget af Folketingets partier. Begge dele blev afvist af Folketinget.
Dermed var de første mistænkelighedsfrø sået, for som hun selv udtalte ved den lejlighed: 'Hvad er det, danskerne ikke må se?'
Omvendt slår hun ikke selv om sig med lange forklaringer på, hvorfor hun er fortrøstningsfuld i forhold til udfaldet af rigsretssagen. Hun nøjes næsten altid med at sige, at hun ved, hvad hun har sagt og gjort, og kan stå på mål for det hele. Således også på førstedagen af retssagen. Det er, som om hun ved, at det er forklaring nok for dem, der holder med hende.
Det kommer naturligvis efter en lang periode, hvor hun konsekvent har insisteret på at omtale sagen og den kommission, der har afgivet sin vurdering af sagen, som barnebrudssagen og -kommissionen. Hvis hun en enkelt gang er kommet til at sige »instrukskommissionen«, som den faktisk hed, har det været ved en fejl, som fluks er blevet rettet.
Samtidig har Inger Støjberg humor, sødme og charme, som godt nok ikke bider på alle, men som på resten udstråler overskud. Det bliver suppleret af et sprog, der er helt nede på jorden. I modsætning til de fleste, som arbejder meget bevidst med deres kommunikation, er hun ikke bange for floskler og klicheer som »at vende skråen« og »at stå på mål for«.
Hvis Inger Støjberg var i amerikansk politik, ville man kalde hende 'the straight talk express' – på dansk: Sagt ligeud-ekspressen.
Støjberg har med andre ord kommunikationsmæssigt forberedt sig godt på den situation, hun nu står i. Hun har framet sagen som et spørgsmål om barnebrude, selvom den handler om en ulovlig instruks.
Hun har skabt mistænksomhed over for dem, der skal dømme hende. Og hun har brandet sig selv som en af vor egne. I denne uge lancerede hun så sit eget medie, der skal dække rigsretssagen, hvilket klart signalerer, at folk ikke skal tro blindt på den formidling, de traditionelle medier kan præstere. Det er jo genialt!
På inger.dk kan man for 25 kroner om måneden følge rigsretssagen, se videodagbøger, læse baggrund og perspektiv, læse om hendes politik, læse debatstof (altså det, hun selv skriver). Der mangler vel nærmest kun sporten og en kryds og tværs, for at det er helt sammenligneligt med et medie.
Der spekuleres naturligvis i, om hun kommer til at tjene penge til advokatregningen på sitet, men selv den diskussion bidrager på sin vis til fortællingen om en forfulgt uskyldighed. Og samtlige danske medier er ovenikøbet nødsagede til at betale for medlemskab for at kunne dække sagen. Det er genialt. Og det er selvsagt også et af de mest kyniske spin, vi set i lang tid i Danmark.
Ugens nedtur
Forsvarsminister Trine Bramsen har fået placeret måsen i den højde, hvor man risikerer at få taget temperaturen. Hun kom i problemer, da hun – midt i Kabuls fald – blev fotograferet på Ærø og til koncert i Odense. Nu er det kommet frem, at hun ligefrem fik et lift af et af forsvarets skibe til Ærø, hvor hun primært talte med partifælder – og det har en juraprofessor betegnet som direkte ulovligt.
Ministeren kaster ministeriet under bussen og dækker sig bag det faktum, at det er dem, der har arrangeret turen. Men uha uha, hvor er det bare gennemført dårlige signaler, der kommer fra ministeren i disse uger. Og det er hendes eget ansvar.
Ugens optur
Den nye kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen er kommet godt fra start med både bispevielse, fotosession i rollen som vølve for Jim Lyngvild og senest kapsvømning med en dansk paraolympisk legende – John Petersson – i Tokyo. Hun er synlig, hun er alsidig, og hun har fået sat fut i fejemøget. Hurra for en kirke- og kulturminister med en puls!
Det hører dog med til historien, at forventningerne på forhånd var så lave, at det var som at bede ministeren hoppe over et sjippetov, der ligger stille på jorden. Det viser sig, at hun kan hoppe! Lad os straks hæve barren.
Ugens splittelse
Splittelsen i Dansk Folkeparti har udviklet sig til en genstridig ånd, der nægter at lade sig stoppe tilbage i flasken. Seneste eksempel er en video fra et internt møde, hvor Martin Henriksen taler om fløjene i partiet.
Det har fået Anders Vistisen til at efterlyse en redegørelse, som han vil have behandlet i hovedbestyrelsen. Og Peter Kofod til at svare på Martin Henriksens kritik. Svaret består dog mestendels af gentagelser af sætningen: »Det må du spørge partiformanden om.«
Spørgsmålet er, om partiformanden har nogle svar – ikke på kritik og uenigheder, men på, hvordan DF kommer videre.
