Tyveknægte vælger i højere grad at bruge brækjernet til at bryde ind i private hjem fremfor i danske butikker og virksomheder.

Indbrudstyve lirker i højere grad døre og vinduer op i private hjem, mens de i stigende grad holder brækjernet i ro, når det gælder butikker og virksomheder, skriver Berlingske.

I midten af 1990erne var langt de fleste indbrud i Danmark rettet mod forretninger og virksomheder, men siden har indbrudstyvenes fokus flyttet sig. Over de seneste to årtier er antallet af indbrud i private hjem steget markant, mens antallet af indbrud i forretninger og virksomheder er mere end halveret. I dag begås der op mod dobbelt så mange indbrud i private hjem som i virksomheder.

Karsten Nielsen, specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd, mener, at udviklingen især skyldes, at danske hjem ikke er særlig godt beskyttet mod indbrud.

Karsten Nielsen peger på, at danskerne halter efter andre europæiske lande, når det handler om sikring af vinduer og døre, men også når det handler om nabohjælp. Samtidig vil nogle af de indbrudstyve, der normalt ville bryde ind i en virksomhed, bryde ind i et hjem i stedet, fordi dette er lettere.

»Vi ved, at kriminalitet overordnet set ikke har en tendens til at rykke sig fra en kategori til en anden. Men det er nok realistisk at sige, at det sker i forbindelse med indbrud. Den væsentligste forklaring er dog nok, at vi i Danmark ikke beskytter os i en grad, der svarer til den risiko for indbrud, der er,« siger Karsten Nielsen.

Brancheorganisationen Forsikring og Pension mener, at den markante udvikling i indbrudsstatistikken over de seneste to årtier kan forklares med, at virksomhederne står over for større krav til sikkerheden, end privatpersoner gør.

»Forsikringsselskaber stiller minimumskrav til virksomheders sikkerhed, som blev skærpet op gennem 00erne. Disse krav findes ikke for privatpersoner, som blot skal sikre sig, at tyven ikke kan komme uhindret ind gennem hoveddøren,« forklarer Tine Aabye fra Forsikring og Pension.

Politiinspektør og leder af Task Force Indbrud Karl Erik Agerbo mener i lighed med Forsikring og Pension, at virksomheder er blevet bedre til at sikre sig mod indbrud og understreger desuden, at antallet af indbrud er faldet det seneste par år.

Antallet af indbrud i de danske hjem er steget kraftigt over en årrække fra 32.363 i 1995 til 41.946 i 2013. Indbrudsbølgen toppede under finanskrisen i 2009 med 48.670 tilfælde og er siden faldet en smule.

Alligevel halter Danmark efter de lande, vi normalt sammenligner os med. Danmark indtager nemlig andenpladsen på listen over lande i Europa, hvor der begås flest indbrud per indbygger, kun overgået af Grækenland. Danmark oplever desuden tre en halv gange så mange indbrud per indbygger som Sverige og fire en halv gange så mange som i Tyskland.