Der er fundet ti gange så meget affald per 100 meter på strandene langs Skagerrak, viser ny rapport. Situationen er alvorlig og går ud over fugle og fisk, der indtager plastik og net, mener miljøbiolog.

Tager man en tur på standene langs med Skagerrak er der ikke lagt mellem affald i form af plastik, net og nylontov.

Faktisk er der fundet ti gange så meget affald per 100 meter i forhold til mængden af affald på kysterne i det indre farvand mod Østersøen, skriver Politiken.

Det er en ny rapport fra Nordisk Ministerråd, der bliver præsenteret i næste uge, som dokumenterer, at affaldet har hobet sig op på strandende, så mere end halvdelen af Skagerraks fugle overskrider miljøkriteriet for plast i maven.

Jakob Strand, der er miljøbiolog og seniorforsker ved Aarhus Universitet, og som har været med til at udarbejde den nye rapport, kalder situationen »alvorlig« for fisk og fugleliv. Han er dog ikke i tvivl om, hvordan affaldet havner på strandene.

»Kilderne er fiskeri og skibstransport i området, men også havstrømme og vind bærer fiskenet og andet affald med fra Nordsøen. Havstrømmene resulterer i, at plasten bliver i farvandet, hvor den ophober sig,« siger han til Politiken.

Rapporten kommer samtidig med, at den europæiske havstrategi, som Danmark skrev under på i 2008, skal implementeres herhjemme. Den forpligter blandt andet Danmark til at skære ned på affald på kyster i 2020. Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) siger til Politiken, at der i øjeblikket indhentes redegørelser over plastforurening af danske farvande, og at hun har bedt Naturstyrelsen om at overvåge mængden af marint affald og mikroplast, så problemets omfang kan blive kortlagt. I første omgang handler det nemlig om at skaffe mere viden om, hvor stort problemet er, begrunder hun over for avisen.