Som svar på stor kritik af Illums ammeforbud har Illum i dag åbnet ammestuen 'Mælkebaren', og den er ifølge mødrene "genial".

Da Illum for knap to uger siden forbød mødre at give deres baby bryst i Café Spisebaren, udløste det vrede mod stormagasinet. På den ene side kunne de fleste forstå, at det var stødende med bare bryster, men forbuddet vakte harme.

- Jeg synes ikke, at et forbud er i orden, men jeg synes det er okay, man sætter nogle retningslinjer om, at kvinder skal dække sig til. Jeg synes selv, det kan være stødende med blottede bryster. Det synes jeg ikke hører til i det offentlige rum, siger Pernille Theilbacher fra Virum.

Det fik Illum til at åbne en decideret ammestue, og Pernille Theilbacher og datteren Amalie på en måned er gæst nummer to i ammestuen. Her sidder hun i de farverige sofaer og ammer sin datter Amalie. Hun er godt tilfreds med løsningen.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

- Det er genialt. Man kan sidde her i ro, og man kan sidde godt. Man sidder alligevel ikke særlig godt i sådan en caféstol, siger Pernille Theilbacher, hvis lille datter nu er både mælke-mæt og mægtig søvnig.

Ammestuen Mælkebaren ligger på fjerde sal i forlængelse af Spisebaren. Den er indrettet med sofaer, puder og med et forhæng for indgangen, og der er ikke samme bragende musik, som toner ud over Spisebaren.

Der er allerede flere mødre, der har fundet vej til ammestuen med babyer og barnevogn.

- Den er fantastisk. Der er flotte farver, man sidder godt, og det er vigtigt, at der er puder, så behøver man ikke have en ammepude med. Jeg er meget overrasket, siger Christina Sommer, der ammer sin to og et halvt måned gamle datter Vigga, mens hun får en varm café latte.

Hun er glad for, at der nu alligevel må ammes i Illum, nu hvor vinteren er på vej.

Men det er ikke alene det, at mødrene får lov at amme i Illum, der vækker glæde, at der er et specielt rum kun til amning.

- Man kan sidde meget privat, og der er andre babyer, der skriger, og så er det jo okay, hvis min datter også begynder at skrige, siger Christina Sommer fra Østerbro.

Og så drejer det sig om, at det ikke kun er generende for gæsterne at se bare mælkebryster. Også mødrenes blufærdighed kan få ro, når der er en ammestue, de kan gå ind i.

- Jeg er også lidt blufærdig. Jeg har egentlig heller ikke lyst til at smække mit bryst op i synet på alt og alle, siger Christina Sommer, der netop gik ind i Illum for at amme.

Gæsterne i Spisebaren er en blanding af unge, ældre og mødre med barnevogn og babymad. Og de fleste synes godt om ammebaren, men mener ikke, at den er nødvendig.

- Så længe det er diskret, så har jeg ikke noget imod det. Amning burde være tilladt også i caféen, men det er da positivt med ammestuen, siger Njal Nammedal, der spiser frokost med sin kone i Illum.