Roskilde Kommune kræver nu 28 millioner kroner af Erik Skov Pedersen, som er gift med politisk ordfører hos de konservative, Henriette Kjær.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Erstatningskravet kommer, fordi han i 2008 ikke overholdte en aftale om at købe et af kommunens rådhuse. Det skriver Dagbladet Roskilde.

Erik Skov Pedersen underskrev i december 2007 en aftale med Roskilde Kommune om at købe rådhuset for 29 millioner kroner. Den ene million kroner blev betalt med det samme, mens resten skulle betales, når kommunen havde vedtaget en ny lokalplan.

Men samme dag som lokalplanen blev vedtaget, sprang Erik Skov Christensens firma Byg Pro 1 ApS fra aftalen, fordi det ikke kunne betale de 28 millioner kroner. Derfor ophævede kommunen kontrakten, men tog samtidig forbehold for et efterfølgende erstatningskrav.

Og da det stadig ikke er lykkedes kommunen at sælge rådhuset, kræver de nu penge af den stærkt forgældede erhvervsmand.

- I to omgange har vi forsøgt at sælge rådhuset, og der har ikke meldt sig nogen købere, og når det ikke kan sælges, har det ingen værdi. Derfor kan vi nu konstatere, at vi har lidt et tab på 28 millioner kroner, siger borgmester Poul Lindor Nielsen (S).

Erik Skov Pedersen blev for alvor landskendt, da hans og Henriette Kjærs personlige økonomiske forhold var direkte årsag til, at Henriette Kjær i 2005 trak sig som familie- og forbrugerminister.

/ritzau/