Danske motorveje, togstationer og broer risikerer at blive forsinket og dyrere, efter at entreprenørkoncernen Pihl & Søn mandag indgav konkursbegæring.

Banedanmark, Vejdirektoratet og Københavns Kommune havde mandag ikke overblik over konsekvenserne.

»Det må forventes, at projekterne stoppes i sådan en situation. Vi har nedsat en task force med nogle af vores folk og kuratellet for at tage hånd om de eksisterende projekter og kunderne,« siger Birgit Nørgaard, bestyrelsesformand for Pihl & Søn.

Hun har været i dialog med flere af bygherrerne.

»De var godt klar over, at der var problemer, men jeg kan ikke sige, om de har forberedt sig på denne situation,« siger Birgit Nørgaard.

Tietgenkollegiet i Ørestaden.

Blandt de store projekter, som Pihl & Søn er i gang med, er Frederikssundsmotorvejen nordvest for København. Her er anden etape af motorvejen ved at blive bygget til en pris på mere end en milliard kroner. Men hvad, der sker nu, er endnu uafklaret, oplyser Vejdirektoratet, der er bygherre på projektet.

»Vi har noteret os, at Pihl & Søn er gået konkurs. Lige nu kan vi ikke sige andet, end at vi nu kigger på, hvordan projektet skal køre videre,« siger Martin Østergaard, pressechef i Vejdirektoratet.

Banedanmark håber, at den nye Nørreport Station i det centrale København kan blive bygget færdig af Aarsleff Rail, der sammen med Pihl & Søn var ved at opføre stationen, der er Danmarks travleste. »Som det ser ud nu, forventer vi at kunne videreføre Ny Nørreport-projektet uden forsinkelser. Vi er i dialog med deres samarbejdspartner,« siger Søren Stahlfest Møller, økonomidirketør i Banedanmark.

Han siger, at forløbet for et andet såkaldt fjernstyringsprojekt ved Københavns Hovedbanegård er mere uklart, fordi Pihl & Søn her var alene om at bygge det.

Ekstraregning venter

Entreprenørgiganten har stået bag en række store danske anlægsprojekter. Blandt de mest kendte er Storebæltsbroen, Operaen, Skuespilhuset og udvidelsen af Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

Ud over Nørreport og Frederikssundsmotorvejen var Pihl & Søn blandt meget andet også i gang med en tunnel, der skal forbinde Helsingørmotorvejen med det centrale København, FN Byen i Nordhavnen, kanalbroerne i København og et stort byggeri med over 100 lejligheder på lystbådehavnen i Vejle. Pihl & Søn skulle også have været med i Femern-projektet.

Henrik Fausing, advokat og afdelingschef i Dansk Byggeri, siger, at ud over forsinkelserne er der også risiko for, at projekterne vil blive dyrere.

»Der er nogen risiko forbundet med at gå med i et byggeri, hvor man ikke har været med i planlægningen. Der skal udarbejdes nye kontrakter, for de fleste entreprenører vil jo ikke påtage sig ansvaret for det, som allerede er lavet. Derfor er det meget sandsynligt, at der kommer nogle ekstra omkostninger,« siger Henrik Fausing.