Danske Knud Wollenberger udspionerede i mindst seks år sin egen kone. Han var Stasis mand

- Jeg står helt bag dig. Ikke kun - det må du også tro - fordi du er i nød, men først og fremmest fordi jeg elsker dig.

Danske Knud Wollenberger skriver i januar 1988 et brev til sin kone, DDR-systemkritikeren Vera Lengsfeld, der et par uger forinden er blevet anholdt og smidt i et af sikkerhedstjenesten Stasis berygtede fængsler. Det var før muren faldt og rædslerne under regimet åbenbarede sig for verden.

- Jeg elsker dig, skrev Knud. Sandheden er nok, at han elskede DDR og Stasi højere end sin egen kone.

En ny bog stiller skarpt på den danske statsborger, matematikeren og digteren Knud Wollenberger, der var meddeler for den frygtede sikkerheds- og efterretningstjeneste Stasi i det tidligere DDR. Hans opgave var at gå efter sin egen kone.

Hver aften taler ægteparret om DDRs dårligdomme: Om frygten. Om volden. Om censuren. Hun taler frit - de er jo fortrolige og enige om alt. Han kvitterer med i mindst seks år i 1980erne at sende detaljerede, systematiske og vedholdende informationer om hendes kamp mod magthaverne videre til sin Stasi-boss, der kommer til at kende hende ‘bedre end hun kender sig selv’.

- Jeg gjorde det for at beskytte hende, har Knud Wollenberger efterfølgende forklaret.

Han forsøgte flere gange at overtale sin kone til ikke at demonstrere mod styret. Men hun gjorde det alligevel. Og blev anholdt, smidt i fængsel. I dag ved Vera Lengsfeld ikke, hvem hun har været gift med:

- Han var tydeligvis en helt anden person, siger hun til BT.

Hædret ved Stasi-ceremonier



Fra begyndelsen af 1970erne til DDRs sammenbrud i 1990 arbejder Knud Wollenberger i to omgange for tyrannerne i toppen af regimet, få timers rejse fra Danmark. For sit arbejde modtager han pengebeløb og bliver hædret ved Stasi-ceremonier. Men vise sine medaljer kan han ikke. Han arbejder i dyb hemmelighed for regimets brutale mænd.

- Det fremgår meget tydeligt af hans første rapporter, at han er god. Der er næppe tvivl om, at han trives med det, siger Mikael Busch, forfatter til bogen ‘Knud og Vera - et Stasi-drama’, der netop er udkommet.

Vestligt liv midt i DDR-tyranniet



Knud Wollenberger bliver født i Danmark i 1952. Hans far, kredsløbsforskeren professor Albert Wollenberger, bliver headhuntet til DDR i 1954. Wollenberger senior er systemets mand, en højt respekteret videnskabsmand og hemmelig Stasi-meddeler. Derfor lever Wollenberger-familien et vestligt liv midt i DDR-tyranniet.

Den unge Knud Wollenberger ser ikke og interesserer sig tilsyneladende ikke for, hvordan den almindelige DDR-borger har det. Han er dansk statsborger, kan rejse frit, taler engelsk og har adgang til blandt andet den amerikanske ambassade i Østberlin. Det gør ham oplagt som meddeler for Stasi.

Da han er 20 år, indleder han sin Stasi-karriere. Han aner ikke, at hans egen far også fodrer tjenesten med informationer. Under dæknavnet ‘Donald’ udstyrer han sine overordnede med efterretninger om de udenlandske diplomater.

Dæknavnet ‘Donald’ finder Knud Wollenberger selv på. At det blev netop ‘Donald’, hænger angiveligt sammen med hans store passion for Anders And (Donald Duck, red.). Og hans dæknavn siger måske også noget om, at han ikke havde nogen skrupler ved det, han gjorde:

- Han har simpelthen ikke forstået alvoren i det, siger Mikael Busch.

Hjemmegående husfar



På en vinterferie i 1980 møder han Vera Lengsfeld. En stormende forelskelse fører til bryllup 6. december samme år. De får sønnerne Jacob og Jonas. Vera Lengsfeld har sønnen Phillipp fra et tidligere forhold.

Knud Wollenberger bliver hjemmegående husfar, mens Vera Lengsfeld op gennem 1980’erne bliver stadig mere aktiv i kampen mod regimet, der med hastige skridt nærmer sig det endelige sammenbrud.

Alligevel indleder Knud Wollenberger nu et årelangt bedrag mod sin egen kone, sine børn og sine bekendte. Han er nu tilknyttet Stasis afdeling ‘XX/4’, der bekæmper den indre opposition i kirkelige kredse.

Vera Lengsfeld er en ledende figur i Fredskredsen i Pankow - en central del af oppositionen - som Stasi og Knud Wollenberger skal bekæmpe. Han deltager i møder, bliver fortrolig med kredsens medlemmer og indsamler løbende informationer om aktiviteterne og medlemmernes systemkritiske holdninger.

Ingen fatter mistanke til den boheme-agtige digter med det lange hår og John Lennon-brillerne. Ingen i kredsen mistænker denne på overfladen systemkritiske mand for at være en fanatisk forsvarer for systemet.

Et ben i begge lejre



Knud Wollenberger fodrer Stasi med informationer under hemmelige møder i lejligheder. Stasis folk smider på den baggrund muligvis Knud Wollenbergers bekendte i fængsel.

Hvad Knud Wollenberger præcist har indberettet, vides ikke, da dokumenterne er tilintetgjort, men hans dæknavn dukker op i Stasis operations-rapporter.

I Fredskredsen og hjemme i stuen vil Knud Wollenberger bekæmpe systemet. Men han står med et ben i begge lejre. Han opfatter sig selv som Stasis mand i Fredskredsen - og Fredskredsens mand i Stasi. Hvis han ved, hvad der foregår i oppositionen og i Stasi, kan han - mener han selv - beskytte sin egen kone.

- Han bilder sig ind, at han gør en positiv forskel begge steder. At han gør alle glade, siger Mikael Busch.

Knud Wollenberger fortsætter sit arbejde helt frem til DDRs sammenbrud i 1990. Siden forsøger han at forsvare sine handlinger.

Blev omgående skilt



- Han forsøger at bagatellisere og glorificere det. Hans argument er, at han godt kan tænkes, at have gjort en fortjenstfuld indsats. Det er den måde, han vælger at fremstille sin egen indsats på, siger Mikael Busch.

Efter DDRs kollaps er Knud Wollenberger overbevist om, at hans Stasi-hemmelighed er velbevaret, men han bliver alligevel afsløret i en avis-artikel i december 1991.

- Nu skal vi vel skilles, siger Wollenberger til sin kone, efter hun har konfronteret ham med beviserne mod ham. De bliver omgående skilt.

Knud Wollenberger dør i 2012 efter en årelang kamp mod sygdommen multipel system atrofi, en ondartet neurologisk sygdom, der nedbryder nerveceller i hjernen. Ti år efter skilsmissen beder han om tilgivelse. Det får han.