Det viser, at loven bliver brugt, lyder det fra LGBT Danmark om, at 251 kvinder sidste år blev medmor.

København. I 2014 blev det med en lovændring muligt for den kvinde i et homoseksuelt forhold, som ikke er den biologiske mor, at blive såkaldt medmor til et fælles barn.

Det benyttede hundredvis af kvinder sig af sidste år og blev registreret som medmødre.

Det vækker glæde hos, Søren Laursen, der er forperson for LGBT, Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner.

- Det er jeg rigtig glad for. Fordi vi har arbejdet for, at loven skulle laves om, så det her blev muligt. Og vi kan altså hermed se, at det bliver brugt, siger forperson for LGBT Danmark, Søren Laursen.

Når en kvinde bliver medmor, bliver hun juridisk forælder til sin kvindelige partners barn og får de samme rettigheder og pligter over for barnet som en far.

Sidste år blev 251 kvinder registreret som medmor. Det er det første år, hvor medmoderskab er blevet opgjort.

I det første kvartal af 2017 er 67 kvinder blevet medmødre ifølge tal fra Børne- og Socialministeriet.

Det blev muligt i 2014 at være medmor. Børne- og socialminister Mai Mercado (K) siger i en skriftlig kommentar, at "loven ligestiller et par af samme køn med et af forskelligt køn".

- Og jeg er glad for at se, at den bliver brugt. For et par, der lige er blevet forældre, skal ikke tænke på besværligt papirarbejde, men skal kunne koncentrere sig om deres nyfødte og om at være en familie. Det er det vigtigste, siger ministeren.

Det var en meget vigtig lovændring, mener Søren Laursen, fordi "vores familier ser ud på andre måder end andre familier".

- Det var et kæmpe fremskridt, at vi kom ind under børneloven. Og særligt den måde, vi kom ind under børneloven, hvor man tilgodeser vores mere komplekse familier.

- Det er der stadigvæk ingen andre i verden, der har gjort os efter, siger han.

For at kunne registrere et medmoderskab er det et krav, at det er en sundhedsperson, som foretager den kunstige befrugtning, eller at det sker under en sundhedspersons ansvar.

Kvinden, som ikke er den biologiske mor, skal give sit samtykke til den kunstige befrugtning før behandlingen. Har hun gjort det, bliver hun barnets medmor, når barnet er født.

Tidligere var det nødvendigt med en stedbarnsadoption, hvis en kvinde ønskede at blive forælder til hendes kvindelige partners barn.

/ritzau/