Formanden for Forebyggelseskommissionen, Mette Wier, vil have indført en fælles alkoholpolitik på landets gymnasier. Undervisningsministeren bakker hende op.

Hvilket gymnasium holder de fedeste fester? Det spørgsmål er ifølge rektor på Niels Steensen Gymnasium i København Dorthe

Enger afgørende, når unge vælger gymnasium, skriver Berlingske Tidende.

- Vi lever i en kultur, der har valgt, at gymnasieskoler skal levere et diskoteksmiljø, og det er et kæmpe problem, skriver Dorthe Enger i dag i et indlæg i avisen.

Ifølge hende er det nødvendigt at servere alkohol og afholde mange diskotekslignende fester, hvis gymnasierne skal have chance for at tiltrække elever.

Forebyggelseskommissionens formand, Mette Wier, genkender Dorte Engers udlægning.

- Gymnasiefesterne er blevet en del af den drukkultur, unge har i dag, hvor festerne skal være vildere og alkoholmængden større. Det at drikke er en del af det sociale spil. Og forældrene tør derfor ikke gå ind og sætte grænser, fordi de ikke ønsker, at deres barn skal føle sig udenfor, siger hun til Berlingske Tidende.

Kommissionsformanden er også enig i, at festerne spiller en rolle i elevernes valg af gymnasium. Ligesom Dorthe Enger opfordrer hun rektorerne til at udforme en fælles alkoholpolitik. En opfordring som også lyder fra undervisningsministeren.

- Jeg håber bestemt ikke, at festerne er et parameter for de unges uddannelsesvalg. Skal gymnasierne holde fester, som sejler i alkohol, for at tiltrække unge er det tragisk, og så vil jeg i høj grad opfordre rektorerne til at sætte sig sammen, så de kan komme den problematik til livs, siger Bertel Haarder (V).

/ritzau/