DSB planlægger stor fyringsrunde, oplyser fagforening. Vil ramme togtrafikken efter nytå, lyder det.

DSB står over for en omfattende fyringsrunde.

Formanden for Dansk Jernbaneforbund, Ulrik Salomonsen, oplyser, at DSB ifølge hans oplysninger vil fyre mellem 234 og 544 lokoførere, og mellem 70 og 500 togførere og stationsbetjente.

Tallene er endnu ikke bekræftet af DSB.

- Jeg blev bekendt med den forestående fyringsrunde på valgdagen, men ikke ad de sædvanlige kanaler, siger Ulrik Salomonsen, der er sammen med sine nordiske kolleger i Sønderborg for at drøfte beskæringen inden for togtrafikken.

Han mener, at fyringsrunden er et resultat af den manko på omkring 800 millioner efter skandalen i DSBFirst.

- Det her kan slet ikke komme til at fungere. Lokoførerne har i forvejen 35 årsværk til gode for ikke afholdt frihed efter overarbejde, siger Ulrik Salomonsen.

Han vurderer, at under halvdelen af togtrafikken kan gennemføres som hidtil efter nytår

/ritzau/