Dorte Falkenberg Rasmussen fik i 2009 vendt op og ned på sit liv, da hendes datter Ella fik erklæret spædbarnsleukæmi i en alder af blot ni måneder. Et kræftforløb man har kunne følge tæt på bloggen Kemoland, der er blevet et landskendt fænomen. Nu har Ella været sygdomsfri i et par år, hvor hun har kæmpet for at komme tilbage, og for Dorte Falkenberg Rasmussen har det også været en lang kamp for at finde tilbage til livet og en identitet, der er andet end 'Cancer Mom'.

'Kære alle - jeg har ventet længe på denne dag! Min lille Ella er helt rask, og jeg søger job.'

Sådan skriver Dorte Falkenberg Rasmussen blandt andet i sit seneste opslag på Kemoland-bloggens Facebook-side. Efter at have været væk fra arbejdsmarkedet i godt seks år, siden hendes datter fik erklæret kræft, føler hun sig endelig klar til at vende tilbage til en mere normal hverdag.

Artiklen fortsætter under opslaget.

Gennem Ellas lange sygdomsforløb har hun og familien været tvunget til at leve en isoleret tilværelse, fordi infektionsrisikoen var alt for stor, hvis Ella var sammen med andre. Derfor har det næsten været som at starte helt forfra både som menneske og familie, efter Ella er blevet rask.

»Vi skulle finde ud af at være en familie på fire igen, for siden Ella var ni måneder, har hun været på Rigshospitalet, og vi har været opsplittet som familie, så det tager noget tid. Da Ella blev sygdomsfri, havde jeg forventet, at nu skulle jeg bare ud og arbejde, men så fik jeg en posttraumatisk stressreaktion,« fortæller Dorte Falkenberg Rasmussen til BT.

Her er Ella på sin 7 års fødselsdag i marts.
Her er Ella på sin 7 års fødselsdag i marts. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Man kunne jo egentlig ånde lettet op være sammen med familien, og det kunne jeg bare slet ikke finde ud af. Jeg fik flashbacks til de gange, hvor Ella var ved at dø, jeg kunne ikke engang handle, og jeg kunne ikke sove om natten.«

Bange for at falde i søvn

Dorte fortæller, hvordan hele hendes identitet efterhånden var blevet bygget op omkring at være mor til en kræftsyg datter. 'Cancer Mom' kaldte de det, mødrene imellem på kræftafdelingen. Og selvom Ella blev rask, var det svært at slippe alle de ting, man var vant til at bekymre sig om.

»Jeg havde svært ved at sove, fordi jeg hele tiden havde været vant til at holde øje med hende. Jeg har været i mange situationer, hvor hun var tæt på at dø, og jeg har været med til at holde øje med hende og hendes puls osv. Vi har sovet med hende og vidste, at hvis vi vendte ryggen til kunne det være, hun døde. Efter sådan et forløb er det supersvært at lægge sig op i sin egen seng og bare sove. Jeg har været vant til, at dyb søvn kunne koste Ella livet,« siger Dorte Falkenberg Rasmussen.

Hun har også oplevet at have decideret angst for at være sammen med flere mennesker på en gang, fordi hun i så mange år har levet isoleret og kun omgivet af de få mennesker, der var nærmest Ella og hendes behandling.

Lukkede bloggen for at få en identitet

På bloggen Kemoland har Dorte blandt andet delt sine kampe, og det har hjulpet med den store støtte, hun har fået fra bloggens omkring 150.000 læsere.

I 2015 besluttede Dorte dog at lukke bloggen efter præcist 1001 blogopslag. Hun havde brug for at finde sin identitet uden for livet som mor til en kræftsyg datter.

»Jeg lukkede bloggen, fordi jeg skulle finde mig selv, og man kan også fastholde sig selv i en rolle i for lang tid. Jeg har været Cancer Mom, det er det, vi kalder hinanden os mødre imellem, og det er en hel identitet. Det har været et sindssygt forløb, og vi har ikke kunnet trækket vejret. Så da jeg lukkede bloggen, gjorde jeg det for at finde ud af, hvem jeg er udover Cancer Mom,« forklarer Dorte.

Udover bloggen Kemoland udgav Dorte Falkenberg Rasmussen i 2012 bogen Kemoland, og hun har også selv holdt flere foredrag om forløbet, som hende og familien i Roskilde har måtte gennemleve. Derudover er der også blevet lavet dokumentaren 'Ella - livet forfra' i 2013 om Ellas historie, og i forbindelse med TV 2-showet Knæk Cancer blev filmen 'Knæk Cancer - et år efter' produceret.

Andet end hende der holder brækposen

At fortælle Ellas historie har hjulpet hende gennem forløbet, men det har samtidig gjort, at Ellas historie har været hele Dortes identitet. Af samme grund blev hun også overvældet, da dagens Facebook-jobopslag kastede et hav af positive tilbagemeldinger af sig, for i seks år har alt handlet om Ellas historie, og Dorte havde næsten glemt, at hun var andet end mor.

»Nu er det så ikke så meget Ellas historie, men også min historie, der skal igennem. Hvordan går det egentlig med mig som kvinde på arbejdsmarkedet, som veninde og kone? Det har været svært at erkende, at man også er de ting, for i så mange år har jeg kun været mor. Og nu skal jeg være mig selv som andet end hende, der holder brækposen og tjekker puls. Så når jeg får kommentarer om, at jeg er en god projektleder osv, så er det meget overvældende,« fortæller Dorte.

Afstanden bliver svært

Inden Ellas sygdom arbejdede Dorte som sekretariatsleder, men nu håber hun på et job inden for sprog, kommunikation eller projektledelse. Hun vil nemlig gerne bruge de kompetencer, hun har tilegnet sig gennem Kemoland-bloggen og bog- og filmprojekter.

Men selvom Dorte glæder sig til igen at komme ud blandt mennesker på arbejdsmarkedet, er det stadig ikke nemt at give slip.

»Jeg føler, hun er så rask nu, og jeg er så rask, at jeg tør, at vi er hver for sig. Men det bliver faktisk meget grænseoverskridende at være så langt fra hinanden og være i en anden by end hende - men jeg tror, jeg kan klare det nu,« siger Dorte.