Mange danskere har et nært forhold til deres søskende. I en tid, hvor vi har fået adgang til hele verden, dyrker vi det nære, mener forsker.

Danske søskende holder sammen. En ud af tre bor i umiddelbar nærhed af deres søskende, mens godt en tredjedel bor i samme landsdel. Og den geografiske nærhed følges op af et liv med megen kontakt.En fjerdedel af de voksne danskere ser deres søskende en eller flere gange om måneden. Og søskende forventer, at deres søskende vil være der for dem, hvis de har brug for hjælp, ligesom flere end otte ud af 10 altid vil stille op for deres søskende.

Det fremgår af en undersøgelse om danskernes søskendeforhold, som You Gov har lavet for Kristeligt Dagblad blandt 1438 danskere over 18 år.

Særligt kvinder er tætte på deres søskende, og danskere under 50 år ser oftere deres søskende end dem over 50 år.

At danskerne så klart vælger en hverdag med tid til søskendeliv er ifølge forskere et udtryk for, at gode søskendeforhold er en helle i en udfordrende verden.

- I senmodernitetens hyper-komplekse tidsalder, hvor medierne flyder over med historier om krak og kriser, dyrker vi det nære. Vi har adgang til hele verden takket været internettet og globaliseringen, men i virkeligheden er vi ret lokale og søger relationer, hvor vi forventer at møde en betingelsesløs kærlighed som i søskendeforholdet, siger professor Ning de Coninck-Smith, som forsker i barndommens historie ved Institut for uddannelse og pædagogik ved Aarhus Universitet.

Professor i sociologi Peter Gundelach fra Københavns Universitet har i en årrække forsket i danskernes værdier og siger, at Kristeligt Dagblads undersøgelse bekræfter billedet af danskerne som et folk, der prioriterer familien. Men der er tale om en moderne familie, der skal give plads til både individualisme og fællesskab.

- Danskerne tror på familielivet, men det er familieliv af en anden slags end for 50 år siden. I dag er der en dobbelthed omkring familielivet. Vi vil fællesskabet, men samtidig er muligheden for at tilfredsstille individuelle behov afgørende. Det gælder også i forholdet til søskende, siger Peter Gundelach til Kristeligt Dagblad.

BNB