En ny rapport viser, at kun tre ud af 36 lande er dårligere end Danmark, når det gælder overlevelsen af kræft. Og det er selvom Kræftens Bekæmpelse mener, at der allerede er gjort meget for at komme sygdommen til livs.

Ifølge en ny OECD-rapport, der sammenligner 36 lande, er det kun i Slovakiet, Slovenien og Ungarn, at chancerne for at overleve kræft er ringere, end de er i Danmark.

»Vi ligger bestemt ikke, som vi havde forventet. Der er gjort meget for at forkorte ventetiderne og strømline behandlingen de seneste år, men vi bliver nødt til at spørge os selv, om det er ambitiøst nok, og om det går hurtigt nok,« siger Kræftens Bekæmpelses direktør Leif Vestergaard Pedersen til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

Herhjemme er det således årligt cirka 12.000 mennesker, der ifølge OECDs nye rapport ikke overlever sygdommen, og det er langt flere end i de andre nordiske lande.

»Rapporten rejser en række spørgsmål til, hvordan vi har organiseret kræftbehandlingen i Danmark. Eksempelvis ligger Danmark lavere end lande som Sverige og Norge, når det gælder antallet af kræftlæger per indbygger. Måske bør vi overveje, om flere kræftlæger kan være en af nøglerne til at opnå et mere sammenhængende forløb for patienterne,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Helt i toppen af listen ligger Mexico, hvor overlevelsesprocenten per indbygger er dobbelt så stor som herhjemme.

Ifølge OECDs rapport har der været et fald i antallet af kræftrelaterede dødsfald siden 1995.