Den 82-årige pensionerede fisker Eivind Eliasen stod til at blive hjemløs i sidste uge, fordi kommunen havde givet ham afslag på en ældrebolig. Nu har Gribskov Kommune ombestemt sig. Det skriver sn.dk.

Eivind Eliasen fra Gilleleje blev Danmarkskendt for sin boligjagt. Gribskov Kommune har siden november givet ham adskillige afslag på en ældrebolig, selvom hans hus skulle sælges, og han ikke havde andre steder at flytte hen.

Da hjemløsheden bankede på døren, blev hans boligtrængsler ivrigt delt på de sociale medier og omtalt i flere aviser, og nu har Gribskov Kommune altså vendt 180 grader. Eivind Eliasen har alligevel ret til at få en ældrebolig, lyder de nye toner fra den nordsjællandske kommune. Eivind Eliasen er derfor blevet tilbudt en bolig i Blistrup sydvest fra Gilleleje fra 1.juni.

»Han forventer at sige ja til boligen, og Eivind giver udtryk for, at han synes, det ser rigtig pænt ud. Vi skal lige regne lidt på økonomien, men det ser ud til, at det kan lade sig gøre,« siger Eivind Eliasens ven, Lars Starck til sn.dk.

Eivind Eliasen har boet knap 50 år i Gilleleje, så derfor er det også her, han helst vil bo. Men ifølge Lars Starck, der var med Eivind Eliasen ude at se på ældreboligen, kommer han ikke ud af køen til en bolig i Gilleleje, selvom han takker ja til boligen i Blistrup.

Gilleleje er kendt som fiskerlandsby, og 82-årige Eivind Eliasen har hele sit liv levet af at fiske. Men han måtte opgive sit fiskeri, da kroppen ikke længere kunne holde til det. Fiskeriet gik så meget ud over hans økonomi, at hans kreditforening besluttede at sælge hans hus.

I løbet af sidste uge blev Eivind Eliasen tilbudt husly i både campingvogne og sommerhuse, ligesom flere danskere har tilbudt at starte en indsamling. Ifølge sn.dk blev han også tilbudt at flytte midlertidigt ind i Dansk Skolefotos lokaler i Stæremosen i Gilleleje.

Torsdag var Ejvind ude at se Dansk Skolefotos lokaler sammen med sin nabo Connie Evers og vennen Lars Starck, hvor der både er et større køkken og et værelse. Eivind Eliasen takkede i første omgang ja til tilbuddet. Planen var, at han skulle flytte inde allerede dagen efter, men han ombestemte sig og flyttede i stedet hjem til sin søn, hvor han nu bor midlertidigt.