Den retssagsramte cykelrytter rejser til Kina for at køre en enkelt omgang på cykelbanen i Beijing. Danskeren tror på guldfinale til OL i London.

Sidste weekend kørte Alex Rasmussen talrige omgange på cykelbanen til seksdagesløbet i hollandske Rotterdam.

I den kommende weekend venter der anderledes boller på suppen for den danske cykelrytter. Her rejser han til Beijing i Kina, hvor opgaven er mere simpel og knap så svedfremkaldende. En enkelt omgang på banen, og så direkte hjem.

Årsagen er enkel. Danskeren skal køre World Cup i Kina, hvis han vil være berettiget til at køre olympisk banecykling i London. Det dikterer reglerne.

- Det er ren kvalifikation til de Olympiske Lege i London. Han kommer næsten ikke til at køre. Bortset fra en enkelt omgang på banen i sprint. Det er ren proforma, siger landstræner Lars Bonde, der rejser med Alex Rasmussen og resten af landsholdet til World Cup-løbet i den kinesiske hovedstad.

- Det er fint, hvis det er, hvad der skal til. Der er ikke så meget at gøre ved det. Planen var, at jeg skulle have kørt EM tidligere. Så havde jeg været kvalificeret nu. Men hvis jeg vil med til OL, så skal jeg til Kina i weekenden, og det gør jeg selvfølgelig gerne, siger Alex Rasmussen.

Banespecialisten indgår i Dansk Cykle Unions (DCU) olympiske planer forud for sommerens lege i London. Fynboen har tidligere været en fast bestanddel af holdet i 4.000 meter forfølgelsesløb. En succesfuld kvartet, der blandt andet vandt VM-guld i 2009.

Siden har den 27-årige rytter gradvist fokuseret på landevejscyklingen, hvor han først kørte for Bjarne Riis og Team Saxo Bank. Siden skiftede han til HTC Highroad og i dag har han kontrakt med Team Garmin-Cervélo.

Ifølge landstræner Lars Bonde er han i spil til en plads på OL-holdet, hvor han kan tilføre mere fart.

- Når jeg har formen fra landevejen, kræver det ikke mere end et par sessioner med holdet, så er jeg der, hvor jeg skal være. Så skulle den gerne sidde der igen. Det er bare et spørgsmål om at vænne sig til cyklen, siger Alex Rasmussen, der selv forklarer, at han har banecykling på rygraden og desuden er blevet en stærkere cykelrytter, siden han sidst var en del af holdet.

Den olympiske kabale kompliceres dog af den doping-sag, han for nylig blev frikendt for af Danmarks Idræts-Forbunds dopingudvalg. Den internationale cykelunion (UCI) har anket sagen til den internationale sportsdomstol, CAS.

Doping-sagen går ud på, at Alex Rasmussen har fået tre advarsler for ikke at have styr på sine opholdssteder – de såkaldte whereabouts. Tre advarsler udløser automatisk en karantæne. DCU frikendte Alex Rasmussen på grund af en procedurefejl.

Før den sag er afgjort, er det for tidligt at konkludere, at Alex Rasmussen er en sikker bejler til Londo-legene til sommer. Selv koncentrerer han sig om træningen, mens sagen ruller.

- Jeg kan sagtens fokusere. Det er slet ikke noget, jeg bruger tid på. Alle fakta er lagt på bordet i den sag. Jeg bruger kræfterne på cyklen. Al juraen og paragrafferne det må advokaterne og UCI koncentrere sig om, forklarer han.

Ifølge landstræneren er det eneste, der kan forhindre Alex Rasmussens OL-kandidatur en karantæne-dom, der overlapper legene i London. DCU vil ikke stille ham hindringer i vejen.

Team Garmin-Cervélo-rytteren ser store muligheder for den danske baneraket i London. Her forventes det, at de engelske værter bliver de værste konkurrenter.

- Det hold vi har nu, er rimelig godt. Hvis vi yderligere kunne skære en 3-4 sekunder af, kunne det godt betyde en guldfinale i London, siger Alex Rasmussen.

De Olympiske Lege finder sted fra den 27. juli til den 12. august.