Kære brevkasse

Jeg står i en virkelig svær situation. Min kæreste og jeg har været sammen i 4 år. Vi elsker hinanden og jeg har ikke lyst til at undvære ham i mit liv. Jeg har til tider været i tvivl om vores forhold, men jeg elsker ham virkelig. Vi er dog meget forskellige. Vi stod netop overfor at købe et hus sammen og jeg nød tanken om dette og hvor hyggeligt det kunne blive. I dag var jeg dog på rundvisning i et kollektiv og jeg fik en følelse af at jeg hørte til der. Jeg ser mig selv som et frit og balanceret menneske her - jeg savner fællesskabet/"familien". Min kæreste vil på ingen måde bo der og jeg er derfor enormt splittet. Jeg vil så gerne være sammen med ham, og jeg vil derfor gerne finde en løsning uden at jeg for altid vil drømme om kollektivet.

Mvh den forvirrede

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Læs også:

Kære forvirrede!

Jeg kan rigtig godt forstå din følelse af fællesskab og familie, som kan følge med et kollektiv. Det er en smuk og dejlig tanke, at man kan leve sammen på den måde. Jeg har selv besøgt flere kollektiver, og jeg kender rigtig mange (nok fordi jeg tilhører den generation, der er børn af 68’erne), som er vokset op i kollektiv.

Det er ikke uproblematisk. For nu at være helt ærlig, så er der faktisk ingen af mine venner, som er opvokset i kollektiv, der taler særlig pænt om det. Ikke dermed sagt, at det ikke kan fungere, men det er ikke givet, at man føler fællesskab og familie. Mine venner følte mest, at de var overladt til sig selv, og mange af dem beskriver et evigt kaos, fordi alle havde fælles ansvar med det resultat, at ingen gjorde noget. Et kaos, som jeg må sige, jeg selv har fornemmet de gange, jeg har besøgt at kollektiv. Men men men…det kan godt fungere, og flere steder går det rigtig godt. Kollektiv kan jo også være en måde at dele en firlænget gård på. Hvor alle har hver sit hjem og hver sin have men alligevel kører stedet kollektivt, så der er mange måder at gøre det på.

Dog tror jeg, du skal være obs på, at det skal være et ønske fra jeres begges side. Jeg kan bedst sammenligne det med, at jeg mange gange har mødt par, der er flyttet til Sverige (ligesom jeg), fordi manden ønskede sig en særlig bil, som han kunne få billigere, hvis de bare lige flyttede over Sundet. Det dur dog ikke i længden, hvis konen ikke har noget ønske om at integrere sig i et andet land. Når man skal skabe et fundament for et fælles hjem, så er det meget meget vigtigt, at begge parter er enige. Det gælder også, når nogen skal udstationeres. Stort set alle virksomheder råder deres ansatte på samme måde: Hvis ikke ægtefællen bakker op, er det dødsdømt.

Derfor tror jeg også, du skal gøre op med dig selv, hvad der betyder noget for dig. Den der tvivl, du nævner…den tror jeg, du skal lytte meget mere til. Enten så elsker du ham bare ikke nok, eller også har du noget uafsluttet arbejde med dig selv, du skal have gjort noget ved, inden I slår jer ned sammen. Jeg plejer at sige, at ”hvis du er i tvivl, så er du ikke i tvivl”. Altså hvis du er i tvivl om jeres forhold, så er du jo ikke i tvivl om, at der er noget, der skal gøres. Måske skal du afprøve din drøm og se, om det nu også var så fantastisk. Måske ER det det rette for dig.

Jeg håber, du kan slå koldt vand i blodet og begynde at mærke rigtig efter: Hvad er det, din indre stemme siger? Glem praktik og ”plejer”. Lyt til DIG.

Gode hilsener fra Annette

Læs også:

Læs også: