Mange campister drømmer om en lille fiks autocamper, de kan bruge både i hverdagen og på ferien. Og her er den; Roma Home 25.

En fiks lille sag bygget i England på enten Peugeot Expert, Citroën Jumper eller Fiat Scudo-chassis og hentet til Danmark af Vendelbo-vans i Tårs/Solrød.

Men selv om Roma Home 25 er den mindste delintegrerede autocamper på markedet, er prisen forholdsvis høj; 539.000 kr. præcis. Den kan blive mindre, hvis der bliver efterspørgslen på den.

Til gengæld får man en rejsevenlig vogn, der kan komme helt ind i hjertet af de små byer og en vogn med personvognens køreegenskaber.

Valget af chassis er frit, kunder bestemmer, og Vendelbo-vans sender bilen til England, hvor glasfiberkassen bygges på. Monocoque-opbygningen (støbt i en proces) gør at der ikke er pladskrævende stolper at tage hensyn til ved indretningen, og producenten har derfor fået meget ud af den forholdsvis lille kabine.

Trods sin lille størrelse er Roma Home 25 meget rummelig og velindrettet. Man går ind i bagenden og møder på vejen frem mod førerkabinen køkken i den ene side, vådrumsafdeling med toilet gemt bag et forhæng i den anden, derefter siddegruppen med to fremadrettede stole, der kan omdannes til to senge og endelig førerhuset.

Over det og siddegruppen er den primære soveafdeling i form af to enkeltsenge, hvor man sover på langs. En rigtig god løsning, der sikkert vil tiltale mange.

Alt er opbygget i lette, praktiske materialer, og med en høj funktionalitet og kvalitet. Eneste minus ved første øjekast er de store hjulkasser. Dem syntes jeg ikke om.

Køretøjets totallængde er 518 cm.

Produktionstiden er to-tre måneder fra den dag chassiset sendes til England.

Vendelbo-vans holder åbent-hus i Tårs den 22.-23. august, hvor bl.a. Roma Home 25 vises frem.