Banden, som for 10 år siden forgæves forsøgte at kidnappe et medlem af Chaanhing-familien, fik 'heldet' med sig tre uger senere, da de kidnappede en 22-årig datter til en anden kinesisk restauratør i København.

Hun blev kidnappet på åben gade i Søborg og kørt til en lejlighed på Sallingvej i Vanløse, hvor hun i tre døgn lå lænket til en seng med håndjern.

En time efter kidnapningen ringede telefonen hos den 22-åriges far i Søborg, og en anonym sagde:

- Vi har din datter. Vi skal have en halv million kr. i morgen.

Restauratøren gik direkte til politiet, og i dagene derefter steg løsesummen til 1,5 mio. dollar, cirka 10 mio. kr., der skulle betales i Hong Kong. Kidnapperne ville tage nøgenfotos af kvinden og snitte i hende med en kniv for at sætte trumf på, men da pengene ikke faldt, gav banden op. Med bind for øjnene blev hun kørt i bil til Bispebjerg Kirkegård og sat af.

Idømt 33 års fængsel
Banden blev anholdt, og det viste sig, at foruden kidnapningen af den 22-årige, stod de bag kidnapningsforsøget mod Chaanhing-familien i Virum og endnu et kidnapningsforsøg mod en tredje restauratørfamilie i Vanløse.

Den 25. februar 1999 blev seks mænd idømt tilsammen 33 års fængsel.