Kronprinsessen tager den med ro. Under første graviditet røg hun på hospitalet med plukveer.

Under denne graviditet har Mary virkelig taget sin tilstand alvorligt. Hendes kongelige kalender har i hvert fald været så godt som tom i januar med kun fire opgaver, og det virker som om, hun nærmest er skræmt ved tanken om at havne i samme situation som sidste gang.

Her endte hun i ambulance ind til Rigshospitalet med plukveer en måned inden fødslen. Hendes kalender for resten af graviteten blev straks ryddet, og eksperter pegede på, at episoden sandsynligvis skyldtes, at hun havde presset sig selv for meget.

Filmen knækker
-Hvis man presser sig selv for hårdt, knækker filmen pludselig, og kroppen siger: -Nu har jeg fået nok-. Det er et vink med en vognstang om, at man skal lytte til sin krop, når man er gravid,- sagde læge Vibeke Manniche dengang om Marys situation.

Mary har da heller aldrig haft så mange officielle opgaver som i sidste periode af graviditeten. Nærmest dagligt var hun ude på ti centimeter høje stiletter for at deltage i alt lige fra navngivning af roser til cykelkurser for indvandrekvinder.

Denne gang ser det ud som om, Mary har valgt de behagelige sko og den mere rolige tilværelse bag kancellihusets lukkede døre allerede her tre måneder inden fødslen.

For roligt
Det kan dog blive for roligt, mener læge Vibeke Manniche.

-Det er jo altid en balance. Man bliver ikke supermand af at være gravid. Men man skal heller ikke gøre sig mere syg, end man er. Vi har jo glædet os over, at hun er en rask gravid, men det er hurtigt, hun drosler ned. Jeg er ikke vild med at sende det signal til befolkningen om, at man tre måneder inden fødslen er for syg til at arbejde,- siger Vibeke Manniche, som understreger, at det kan være, Mary har problemer med graviditeten, som offentligheden ikke kender til.

-Vi ved ikke, om der har været noget i denne eller den sidste graviditet. Vi ved jo for eksempel ikke, om hun havde svangerskabsforgiftning,- siger hun.