Så er årets NFL-Draft et overstået kapitel - Og til trods for, at det er nærmest umuligt at afsige en dom over 'vindere / tabere' heraf, altså før spillerne overhovedet har betrådt banerne i verdens bedste football-liga. Så er det ikke desto mindre, hvad vi vil gøre!

On top of the rest - Atlanta Falcons

Dan Quinn og Thomas Dimitroff - klap jer selv på skulderen. Resten af NFC-South - Pas på, Falcons er på vej tilbage til fordums styrke!

I mine øjne er dette årets mest vellykket draft. Deres første to (måske tre?) picks besidder så meget talent, at de alle kunne være berettigede til et første runde-valg. Vic Beasley med nummer otte synes næsten for godt til at være sandt - han går direkte ind i startopstillingen som Falcons’ nye top ‘leo-linebacker’, og det er en position, som har enorm værdi i Dan Quinn’s forsvar.

Og Falcons så sig ikke tilbage efter dette pick. Jalen Collins er et fysisk pragteksemplar af en cornerback, og Tevin Coleman fra Indiana er én af mine favorit running backs overhovedet. Ligeledes er det lidt af et steal, at kunne hente Grady Jarrett i femte runde.

Alt i alt - en fantastisk draft for et mandskab, som bliver et giftigt bekendtskab i næste sæson!

Solide drafts!

Jacksonville Jaguars

How about them Jaguars?

Dette er uomtvisteligt en af de mest komplette drafts i år. Alle som har fulgt med i Draft-optakten / i College-football ved, at Dante Fowler er et monster, så at vælge ham med ‘nummer tre’ lå lige til højrebenet for Gus Bradley og co.

Nej, der hvor Jaguars for alvor vinder roser fra undertegnede, det er i de senere runder, hvor de virkelig hamstrede talent til sig. South Carolina’s offensive guard, A.J. Cann er bl.a. et helt suverænt valg, og det er en spiller, som vi potentielt kan se på Hawaii i en fremtidig Pro Bowl. Ligeledes er valget af James Sample med nummer 104 værd at fremhæve, da han sagtens kan være et af draftens store steals.

Afslutningsvis er jeg kæmpe fan af defensive tackle, Michael Bennett, som de tog i sjette (sjette?!?!) runde. Således var det bare en komplet draft fra Jaguars’ side.

Baltimore Ravens

Det var bare en klassisk og (endnu en) solid Ozzie Newsome-draft.

Jeg må indrømme, da Breshad Perriman fra Central Florida blev drafted, der var jeg skuffet. Perriman har gennem sin College-tid haft en latterlig høj drop-procent, som har skræmt de fleste hold væk. Men - han er en klassisk (fysisk stor) Trestman-receiver, som nok skal trives i sit nye offense.

En anden spiller, som kommer til at trives i det nye Trestman-offense, det er Maxx Williams, som Ozzie Newsome måtte manøvre ind foran rivalerne fra Pittsburgh Steelers for at tage. Et fantastisk pick-up, og i mine øjne kan han udvikle sig til en Todd Heap 2.0.

Resten af draft-gruppen blev bare stærkere og stærkere, desto længere Newsome og co. kom. Javorius Allen er bl.a. en fænomenal running back - og ligeledes ser flere Za’Darius Smith som et af årets allerbedste draft-picks. Han kommer til at gå direkte ind i Ravens’ frygtede pass-rush, hvor han skal afløse McPhee.

Oakland Raiders

Det er ikke ofte, at man roser Oakland Raiders - Men når det fortjener det, så skal man også huske det. Og de fortjener alverdens ros for deres overståede draft!

Derek Carr er nu - for første gang - omringet af talent, hvorpå han nu skal stå sin manddomsprøve i NFL. I Amari Cooper har Oakland Raiders hentet den ‘mest NFL-parate’ spiller, og han kan godt ligne en tidlig kandidat til ‘rookie of the year’, 2015. I forlængelse heraf blev den lovende tight end, Clive Walford erhvervet, og sammen med Cooper og Carr skal han forme fremtidens Raiders-offense!

Men resten af deres draft var ligeledes stærk. I mine øjne har de sandsynligvis hentet hele fire startere med deres første fem picks. Dette er måske ikke så uhørt for et mandskab, som i forvejen ikke var så godt besatte - men det kræver alligevel draft-snilde, at gennemføre en så succesfuld draft.

Den alternative vinder:

Det var NFL-verdenens størst-offentligt kendte hemmelighed, at Chip Kelly var mere end interesseret i at blive genforenet med sin gamle Oregon-favorit, Marcus Mariota. Jf. adskillige - ja, nærmest samtlige - NFL-medier, så var han parat til at gå MEGET langt for et trade med Titans.

Dette scenarie blev dog aldrig realiseret, og således må han ‘nøjes’ med sin seneste tilføjelse (Hvis man ser bort fra Tim Tebow) på quarterback-positionen, Sam Bradford. Derfor står Bradford pludselig med tjansen som startende quarterback i et Eagles-angreb, som er pakket med talent. Endvidere kan han glæde sig over tilføjelsen af Nelson Agholor, som minder en hel del om sidste års store receiver-oplevelse, Jeremy Maclin.

Tabere:

Det er en ommer - Carolina Panthers

Jeg var mildest talt rystet, da Carolina Panthers valgte at opgive deres tredjerundevalg i et trade for at komme længere op i 2. runde. Og da de så oven i købet valgte Michigan’s Devin Funchess, der tabte jeg tråden fuldkommen. Hvorfor?

Devin Funchess ligner umiddelbart et matchup-mareridt, men hans inkonsistente spil er en stor årsag til, at han ikke blev nævnt i samme grad, som det ‘tag-selv-bord’ af talentfulde receivere der ellers var til rådighed. Ligeledes vil jeg forholde mig skeptisk omkring valget af Shaq Thompson i første runde, som - bevares - er en dygtig atlet, men jeg mener, at der var (mange) bedre spillere til rådighed på daværende tidspunkt…

Hvorfor ikke tilføre noget mere talent til deres offensive linje? Således ser det ud til, at Michael Oher skal være den startende tackle i Carolina, og det må være en anelse bekymrende…

Tvivlsomme Drafts:

San Francisco 49ers

San Francisco 49ers har efterhånden haft en hård off season, hvor de har sagt farvel til adskillige profiler… Og efter min overbevisning, så gjorde de ikke noget nævnværdigt for at vende den ‘synkende skude’ i dette års draft.

Misforstå mig ikke - Arik Armstead er en freak. Men ligeledes er han yderst upoleret, og derfor er han lidt et unødvendigt projekt, ift. at han er et førsterundevalg. Endvidere lykkedes det Trent Baalke og co. at drafte en punter - men ikke en cornerback? How?! Dette var til trods for, at deres to startende corners smuttede i free agency…? Det kan godt gå hen og blive en hård premieresæson for den nyudnævnte head coach, Jim Tomsula.

Pittsburgh Steelers

Kan man ramme en ‘Martavis Bryant’ to år i streg? Det er lidt utænkeligt, og med det i baghovedet, så føler jeg, at valget af WR, Sammie Coates i tredje runde er noget forhastet. Coates er en meget rå receiver, og det kommer til at kræve en del ressourcer, hvis hans teknik og spilforståelse skal tilpasses NFL-niveauet.

Ligeledes missede Steelers ud på deres erstatning for Heath Miller, som fylder 33 år til sæsonstart. Godt nok fik de Jesse James, men i en tynd tight end-klasse føler jeg ikke, at han skiller sig voldsomt ud. Dupree er et solidt valg, da han er en helt uhørt god atlet, og får han først slået sin direkte modstander ved 'første kontakt', så er han uhyggelig. Men får hans modstander først hænderne på ham, bremser ham (ikke nødvendigvis stopper ham), så er han færdig, da hans teknik er en enorm mangelvare. Således er han en yderst rå spiller, som ligesom Coates, kræver en del arbejde.

New Orleans Saints

Mandskabet fra USA’s jazz-hovedstad efterlod ligeledes et blandet draft-indtryk, da det stod klart, at de var løbet tør for draft picks. I første runde valgte de Andrus Peat, men efterfølgende har de indikeret, at de ikke forventer, at Peat kommer til at starte fra dag 1? Det er da underligt…

Overordnet set, så sidder jeg med en fornemmelse af, at de har valgt nogle solide spillere, som bare ikke passer ind, eller som bliver overflødige. De må virkelig tro på QB, Garrett Grayson, siden de hentede ham med det 75. valg, hvorpå det kunne tyde på, at han er manden, som på sigt skal overtage tøjlerne fra Drew Brees - Interessant? Men han får ikke et bedre udgangspunkt end i lære hos Brees og Payton.

Draftens store taber:

Længe lignede Zac Stacy draftens helt store taber, da St. Louis Rams tradede op for at hente dette års bedste running back, Todd Gurley. Dette udmøntede sig et i surt opstød fra Stacy, som ikke kunne holde sig fra Twitter-tasterne. Men! Slutteligt blev han tradet til New York Jets, hvor han på lige vilkår skal konkurrere om pladsen som startende running back. I stedet vil jeg pege på Zach Mettenberger som draftens store ‘alternative’ taber.

For få uger siden var der intet, som pegede på, at Tennessee Titans ville erhverve en ny Franchise-Quarterback - Dette billede blev dog hurtigt vasket væk, da Mariota kunne lade sig ‘hylde’ som draftens andetvalg. Således er det ikke utænkeligt, at Mettenberger netop missede ud på sin ‘store’ NFL-chance, hvilket må stille ham i en forfærdelig situation.