Han kender ham bedre end langt de fleste.

Og Magnus Landin glæder sig i den grad over at kunne se, hvordan Niklas Landin gang på gang brillerer i det danske mål.

»Det er fantastisk. Både som dansker og holdkammerat, men også som bror,« smiler han.

Mod Spanien leverede målvogteren dog ikke bare store redninger.

Han viste også prøver på sit temperament særligt i slutningen af første halvleg, da han følte, han blev skudt i hovedet.

Niklas Landin stormede ud til Daniel Dujshebaev, der fik en verbal opsang. En situation, der fik massiv opmærksomhed og nok fik flere op af stolene, for sjældent har den danske stjerne været så vred.

Det er dog et temperament, Magnus Landin godt kender til.

»Ja, det tror jeg er sket nogle gange før. Jeg føler, det er meget naturligt på en håndboldbane. Mange er stille og rolige uden for banen, men lige så snart man kommer på banen og i kampens hede, kan man nogle gange godt få et chok over, hvordan folk reagerer,« siger han med henvisning til, hvordan det kan have været for tilskuere og seere at opleve.

Niklas Landin var ikke helt tilfreds med Daniel Dujshebaev i kampen mod Spanien.
Niklas Landin var ikke helt tilfreds med Daniel Dujshebaev i kampen mod Spanien. Foto: Adam Warzawa
Vis mere

»Det var ikke som et chok (for mig, red.). Han er normalt rolig, men jeg kan godt forstå hans frustrationer og udbrud,« siger Magnus Landin.

På landsholdet kan de to brødre godt skille tingene ad. At være brødre, men også holdkammerater. Der bliver ikke gjort forskel, understreger Magnus Landin.

»Vi ser hinanden hver dag, det er ikke noget, jeg som sådan har tænkt på,« siger han og tilføjer:

»Det er svært for mig at huske en tid uden Niklas på holdet – i hvert fald hjemme til dagligt i Tyskland, så der synes jeg, vi har fundet en god balance,« siger Magnus Landin.

De to spiller sammen i THW Kiel, og det gør de indtil sommer, hvor Niklas Landin vender hjem til Danmark og Aalborg Håndbold.

»Vi ved godt, når vi går på banen, så er vi brødre, men vi er også holdkammerater og behandler hinanden på lige vis. Om det er en venlig opsang eller ros, er det lige meget, om det er bror til bror eller holdkammerat til holdkammerat,« siger Magnus Landin.

Sammen kan de to brødre søndag aften endnu en gang opnå den ultimative triumf.

Klokken 21 går det nemlig løs i årets VM-finale mod Frankrig, og du kan selvfølgelig følge kampen live her på bt.dk.