Hvis man bruger heroin, kokain og cannabis, kan det findes i tandsten i mange år fremover, har forskere fra Aarhus Universitet fundet ud af.

Faktisk sidder sporene i tandstenene så længe, at de kan hjælpe arkæologer med at finde ud af, hvordan fortidens mennesker brugte euforiserende stoffer som lægemidler eller for sjov.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.

Forskerne fra Retsmedicin havde indsamlet tandsten fra 10 døde, som havde et kendt forbrug af stoffer. Det lykkedes at finde langt flere spor fra stoffer – 131 i alt – end i de afdødes blod, hvor sporene forgår hurtigere.

Selv heroin og THC (et stof i hamp-planter), der normalt ikke findes i blodprøver, fandt man i tandstenene, skriver Aarhus Universitet.

Og det har særligt store perspektiver indenfor arkæologen.

Tidligere har de eneste metoder til at finde spor fra fortidsmennesker stofbrug været piber og krukker.

Tandsten er der rigeligt af hos fortidsmennesker på grund af den dårlige mundhygiejne, og derfor kan det nu blive muligt for arkæologer at afdække det enkelte menneskes levevis.

Har de undersøgte skeletter også tegn på knoglebrud, rodbetændelse eller andre smertefulde lidelser, kan det give et billede af, hvordan smerter blev lindret i fortiden, skriver Aarhus Universitet.

»Undersøgelserne kan kaste et helt nyt lys over aspekter af levevis og helbredstilstand hos fortidens mennesker, som vi i dag kun gætter på,« siger Dorthe Arenholt Bindslev fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet, som er medforfatter på studiet, der er udgivet i tidsskriftet Forensic Science International.

Andre artikler fra Videnskab.dk