Det gælder om at passe ekstra på, hvis du bevæger dig udenfor onsdag for at nyde sommervejret. UV-indekset er nemlig højt.

Derfor er det vigtigt at huske solcremen, fortæller den vagthavende meteorolog hos DMI - Klaus Larsen - til B.T.

»UV-indekset er oppe i det, vi kalder 'højt' på skalaen. Det betyder, at solen bider lidt kraftigere. At der lidt mere power på,« forklarer han.

Normalt er UV-indekset, der er et mål for intensiteten af den skadelige UV-stråling, i Danmark i sommermånederne højst cirka syv på skalaen. Onsdag er den allerede mellem 6-7 flere steder.

»Så vi skal sørge for at passe på i dag, hvis man er ude i solen,« fortæller Klaus Larsen.

»Det kommer dog også lidt an på ens hudtype, hvor kraftigt solstrålerne bider, men generelt skal man huske at beskytte sig en del,« tilføjer han.

Onsdagens vejr med 25 til 28 grader de fleste steder, få skyer og manglede fugt i luften har været med til at skubbe UV-indekset op. Og fordi det varme sommervejr fortsætter den næste uges tid, vil det fortsætte med at være højt.

»Det gør det helt sikkert,« siger Klaus Larsen.