Årets første skybrud er allerede blevet registreret, men nu er der risiko for endnu flere.

Derfor kan det være en god idé at finde regnjakker og paraplyer frem, når du skal hjem fra arbejde eller ud i eftermiddags- og aftentimerne.

DMI varsler risiko for lokale skybrud flere steder i landet, og varslet gælder frem til klokken 21.00 tirsdag aften.

Varslet gælder for Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, Fyn, København og Nordsjælland, Østjylland, Vendsyssel, Storaalborg, Læsø, Vejen, Haderslev, Rebild og Mariagerfjord.

Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter regn i løbet af 30 minutter i de nævnte områder.

DMI gør opmærksom på, at vand kan samles i lavtliggende områder for eksempel kældre, vejbaner, viadukter og områder nær søer, åer og vandløb kan oversvømmes. De opfordrer til at lukke vinduer og døre, tilpasse kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og ikke at køre ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden.

Årets første skybrud blev registreret mandag.

Her blev der målt 15,6 millimeter nedbør i løbet af 30 minutter i Kalundborg. Dermed blev kriteriet for skybrud lige akkurat opfyldt.

For at der er tale om skybrud skal der falde minimum 15 millimeter nedbør på 30 minutter.