Husmoren med den store stemme, Susan Boyle, ligger for anden uge i træk nummer et på amerikansk hitliste.

Den skotske sangerinde Susan Boyle er populær. Endda mere end R&B-sangerinden Rihanna.

Skottens nye album "The Gift" ligger helt i top for anden uge i træk på den amerikanske albumhitliste Billboard 200 og slår dermed de nyeste hits fra både Rihanna og amerikaneren Kid Rock.

Boyle blev kendt som et internetfænomen, efter at hun var med i talentshowet "Britain's Got Talent" i 2009, hvor hun kom på scenen som en ældre husmor, men til dommernes store overraskelse havde en fantastisk sangstemme.

Ud over at toppe de andre store stjerners udgivelser, opnåede "The Gift" - som meget passende er et julealbum - også den sjældne hæder at sælge fem procent flere kopier i uge to efter udgivelsen. Hele 335.000 kopier er blevet langet over disken.

Boyles kollega fra den amerikanske pendant til "Britain's Got Talent", den 10-årige Jackie Evancho, ligger nummer to på listen. Og albummet "O Holy Night" er ligesom Boyles en juleudgivelse.

/ritzau/Reuters