Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen dansede sig fredag aften til Vild med dans-trofæet.

Horsens. Der var tårer, nerver og vild jubel, da årets vindere af "Vild med dans" blev fundet fredag aften.

Skuespillerinden Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen overbeviste seerne om, at de var trofæet værdige, og for Michael Olesen var aftenen noget helt ekstraordinært.

Den professionelle danser har nemlig været en del af det populære tv-program i 11 år, men fredag aften var det første gang nogensinde, at han stod i finalen.

- Først og fremmest var det at komme i finalen en drøm. At få lov til at opleve det og være en del af det var en drøm. Og så var det ikke så vigtigt, om vi blev nummer et eller nummer to. Men det er mega fedt, lyder det fra en næsten målløs Michael Olesen, der efter aftenens afgørelse har svært ved at sætte ord på sin begejstring.

- Dansemæssigt er det her nok det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Det har været en fantastisk aften. Den kommer til at være mit højdepunkt i "Vild med dans", det er sikkert. Det er så sindssygt, tilføjer han.

Sofie Lassen-Kahlke har siden sin første optræden i det populære danseshow charmeret både dommere og seere med sine sikre dansetrin, og den 38-årige skuespillerinde har svært ved at forstå, at hun klarede den hele vejen til finalen.

- Jeg synes virkelig, at jeg har prøvet meget i mit liv, men det her har været det vildeste. Det har været den sindssygeste oplevelse. Det er en ud-af-kroppen-oplevelse, siger hun efter aftenens sejr.

Det populære dansepar mødte stor opbakning fra publikum fredag aften, og det var noget, der hjalp, fortæller parret.

- Publikum sendte så meget kærlighed til os. Det var helt vildt, og det gjorde bare, at man havde lyst til at give så meget tilbage på dansegulvet og fyre den af, siger Michael Olesen.

- Publikum gjorde, at jeg ikke var lige så nervøs. Fordi der var så meget kærlighed, supplerer Sofie Lassen-Kahlke.

Nu skal sejren nydes med manér, fortæller parret.

- Jeg har nærmet ikke drukket alkohol i tre en halv måned, så jeg skal bare hurtigst muligt have noget med alkohol. Det skal nydes, siger skuespillerinden.

/ritzau/