PET SHOP BOYS, Orange Scene, natten til lørdag, POP
Det var en flatliner helt uden livgivende toppe. To gamle, trætte mænd, der mest havde lyst til at blive hjemme.
Pænt er det blevet. Og pænt lød det med et pop-legende-navn på scenen. Men selvom mange folk på pladsen sikkert kunne relatere til »You Only Tell Me You Love When You're Drunk« var Dyrehandlerdrengene fejlplacerede som fredagens sidste navn på den store scene.
Godt nok kommer der hele tiden flere rene, pæne pop-folk med sat hår og makeup, men der er stadig flest rockfans og punkere, og på det tidspunkt skal de have noget, der taler til urmennesket, ikke en gang fiset pop. Bevares, pladsen var pænt fyldt, men selv helt oppe i graven lige foran scenen kunne man danse tango uden at støde ind i nogen, og stemningen var en udpræget »nu-har-vi-betalt-næsten-tusind-kroner-så-skal-vi-have-det-hele-med-apati«.
Starten på koncerten i muddersmatten var »Home And Dry«, det eneste træfsikre hit på den nye »Release«-udgivelse, og det gav bange anelser om, at der var dén ørkenvandring, vi skulle igennem. Men den efterhånden sparsomt behårede sanger Neil Tennant og tangentspiller Chris Lowe erkender dog, at de mere og mere er en pastiche (stilefterligning,red.) på sig selv. De er nødt til at køre Greatest Hits-løsningen. Ellers står folk helt af.
Men det var alligevel svært at være på, for parret mindede med deres fuldstændig ligegyldige og automatiserede optræden om to gamle, trætte mænd, der mest havde lyst til at blive hjemme. Det kunne ellers blive en stor pop-aften med klassikere som »Always On My Mind« og »Westend Boys Eastend Girls«, samt, som om de ikke havde nok hits selv, U2's »Where The Streets Have No Name«. Men det var en flatliner helt uden livgivende toppe.
Jeg har set større entusiasme blandt festivalholdet af lokumstømmere. Selv de seneste års største PSB-genialitet »New York City Boy« blev leveret som endnu en enhed på samlebåndet. Tennant og Lowe er blevet lige så kedelige live, og så kan det være lige meget. Særligt når deres band ikke anstrengte sig for at være mere end hyren værd, og lydmand og playback-bånd til tider virkede som om, de sympatistrejkede med de københavnske avisbude.
Sådan gik det i fem kvarter. Så kom der med »Go West« og »It's A Sin« liv i både lys- og lydmand, og måske spottede man endda lidt eufori hos band og duo. Om ikke andet fordi de nu var tæt på afslutningen.
Pet Shop Boys spillede også på Roskilde Festival i 1997 og aflyste i år 2000 efter dødsulykken. Nu må det være nok med dem her. Så kan de altid spille på Langelands Festival om nogle år.
