Mikael Birkkjær er aktuel som politibetjenten Jonas i fjerde udgave af ’Broen’. Om søndagen møder vi ham som en brovtende macho-fyr, men inde i den hårde strisser gemmer sig en blød skuespiller, der er i kontakt med sine følelser, hader at blive forladt, og som er ved at lære at gå til parmiddage
Bange
Hvornår var du mest bange. Og hvad er du bange for i livet?
»Der er mange måder at være bange på ... Var det dengang i mine unge dage, hvor jeg følte mig fysisk truet, hvor de var lidt for mange, og vi var lidt for få. Og hvor man, hvis man rørte sig ud af flækken, ville få tæsk? Eller var det dengang, min far døde, da jeg var en stor knægt? Det (bange, red.) var i hvert fald en af følelserne, jeg havde. Så er der jo det helt banale. Angsten for at ende som en grøntsag.
Jeg var også bange, da jeg blev skilt for mange år siden, og det gik op for mig, at jeg ikke længere skulle se mine børn hver dag. Børnene var 10 og 12 år, de forstod godt, hvad der skete, og det hele var pænt og ordentligt. Men da virkeligheden ramte, brød jeg mig sgu ikke om det.
Nej, dybest set tror jeg, at jeg er mest bange for ensomheden. Tænk hvis mine unger og dem, jeg elsker, ikke længere har brug for, at jeg er der. Tænk hvis jeg en dag ikke længere har nogen værdi for andre. Samtidig har jeg et stort behov i mig for at være alene. At trække mig og bare være mig selv. Jeg kan godt være bange for at miste lysten til at være sammen med andre. Alle har vel et behov for at være alene. Men folk, der kender mig, siger, at de virkelig kan mærke, når jeg er der. Du ved, når man er i det der humør, hvor andre siger: ’Er der noget galt’. Eller når hende, man elsker, siger: ’Nå, men så kører jeg’ og man bare siger: ’Ja, det er fint’. I virkeligheden kunne man lige så godt have sagt: ’Tak fordi du kører’. Jeg kan godt have hele dage, hvor jeg bare lægger mig hårdt på siden og læser en bog. Falder i søvn, læser mere, spiser frokost og falder i søvn igen.«
Ordene falder langsomt, indimellem forbundet af suk og lange pauser. Pludselig udbryder han:
»Ved du hvad det mellemste rum er? Der findes rum, hvor du er til stede – måske endda lige i overkanten af til stede. Der er de modsatte rum, hvor man slet ikke gider være. Og så er der det mellemste rum, hvor man taler om ting, der ikke rigtig betyder noget. Jeg er nogle få gange i livet blevet inviteret til det der rædselsfulde koncept, der hedder parmiddag. Så sidder man dér og snakker om puderne og spørger til, hvor voksdugen på bordet er købt. Men man spørger jo ikke parret på den anden side af bordet: ’Nå, knalder I meget, eller er det helt dødt’. Man kaster ikke noget vigtigt på bordet, men snakker kun om ligegyldige ting som ladcykler og størrelsen på bilen.«
Og boliglån?
»Ja, præcis. Findes der noget kedeligere end prioriteter.« spørger han og kigger ud ad vinduet.
Hvad er det med dig og det mellemste rum?
»Jeg er blevet bedre til det mellemste rum. Jeg var faktisk for nylig til en parmiddag, hvor jeg var den, der sendte folk pattestive hjem i en taxa og gik rundt og ryddede op. Der holdt jeg virkelig den gyldne middelvej, men parmiddag er et uhyggeligt begreb. Det har en syg klang.«
Rollen
Hvordan har du det med at spille Jonas i ’Broen 4’? Han er jo lidt af et dumt svin.
»Det synes jeg slet ikke. Det er jo meningen, at folk skal tænke: ’Sådan en idiot’, når han kalder folk for bøsser og perkere. Det har jeg intet imod. Jeg må indrømme, at jeg, da jeg læste manuskriptet første gang, tænkte: ’Arj, hvor sjovt’. Jeg synes faktisk, det er befriende, at Jonas er så ligeglad med, hvad folk tænker om ham. Han er en lidt indskrænket og primitiv fyr, men han er også en dygtig politimand – skarp og interesseret i sit arbejde. Jeg tror i øvrigt ikke, han har noget som helst problem med at være alene i meget lang tid ad gangen ... Han er jo ikke typen, der tænker over tilværelsen. Det må være befriende bare at kunne tulle rundt med nogle damer en gang imellem uden at knytte sig. Men han ser vist sjældent sine børn. Jeg tror ikke, han er typen, der sender en sms med: ’Godmorgen, min skat, hvad fik du i pakkekalenderen i dag?«
Er du selv sådan?
»Ja, jeg lavede faktisk pakkekalender til mine børn sidste jul. De er godt nok 25 og 28 år, men de syntes, det var jublende skønt. Det var jo ikke IPhones og rejser til Egypten, jeg gav dem. Snarere lakridskarameller, kosttilskud og rengøringsartikler.«
Er der lighedstræk mellem dig og Jonas Mandrup?
»Staturen er vist det mest fremherskende. Nej, jeg kan også godt lide at tage pis på folk. Jeg driller mine børn meget. Og kalder folk for fede. Altså ikke hvis de er det. Jeg kan både være ironisk og sarkastisk. Jeg siger nok bare tingene lidt anderledes end Jonas Mandrup. Til gengæld er han ambitiøs. Det er jeg ikke. Jeg pisker ikke mig selv, og jeg gider ikke at skrive breve til alle mulige for at få job.«
Kan du uddybe det?
»Jeg drømmer ikke om store roller. Jeg nyder mit arbejde, også de roller som er små. Jeg er ikke interesseret i at spille en nordisk skurk i en amerikansk film.«
Hvordan fik du rollen i ’Broen 4’?
»Jeg hare ikke været blandet ind i ’Broen’ før, så jeg tænkte da ’Nå da’, da der kom en henvendelse. Alligevel er det sådan, at man skal til casting. Man kommer ind en formiddag, og så står Thure der (Thure Lindhardt, som spiller den anden politimand i ’Broen 4’, red.) og en filmmand eller -dame. De skulle vist bare tjekke, at det hele fungerede. Jeg var der kun en times tid, og så ringede de efter 14 dage og sagde, at de gerne ville have mig til at spille den rolle. Det er lidt skørt, når alle kender alle.«
Opvækst
Har du altid vidst, at du skulle være skuespiller?
»Jeg har hørt, at min far kunne fortælle historier, så folk lå hen over bordene af grin. Jeg kan også huske, at han kunne noget med at fange folks opmærksomhed. Jeg havde ikke selv overvejet at blive skuespiller. Jeg er født og opvokset i Valby. Men Kim nede fra gården og jeg blev sendt på højskole, fordi vi var nogle lømler. Vi blev simpelthen smidt ind i Kims fars varevogn og sendt et halvt år på statsstøtte. Dér mødte jeg mennesker fra hele Danmark. Jeg var 17 år og fik drama, som jeg ikke anede, hvad var. Men jeg oplevede det som en leg, og jeg var god til det. Man bruger både skroget og øverste afdeling,« siger han og peger mod tindingen.
»Et par år senere søgte jeg ind på teaterskolen og kom ind i Odense i andet forsøg.«
Hvordan var din familie?
»Alt var skønt, indtil jeg var 10 år, og min mor flyttede fra min far og os. Et par år senere døde han af kræft. Jeg var i en tilstand, hvor jeg ikke forstod det. Jeg skreg højt, da jeg fik det at vide. Rigtig skreg. Sådan ud i luften. Det var måske vrede. Men når man bliver bange, overlever man ofte ved at blive vred i stedet. Min mor flyttede hjem igen, men grunden var lagt til en forladthedsfølelse, jeg stadig har i mig. Når kærligheden stopper, er jeg ikke typen, der siger: ’Nå, det var så det’ og lægger armene over kors. Faktisk er nogle af mine bedste venner kvinder, som jeg har haft lange forhold til. Nogle gange går det hurtigt med at blive gode venner, efter det er slut, andre gange tager det længere tid.
Jeg er ikke ret god til at forlade eller blive forladt. Jeg skumbader i minderne og tænker på, hvor godt alting var – engang. For nylig var der én, der sagde til mig, at man ikke skal græde over, at noget er slut. Man skal glæde sig over, at det har været der. Det hjalp lidt. Men jeg bliver aldrig ham, der slår bag på hesten og rider ud i horisonten uden at kigge mig tilbage.«
Har tabet af din far noget at gøre med, at du senere blev skuespiller?
»Man lærer meget af at miste en forælder. Man kommer i berøring med sine egne følelser: angst, sorg, vrede og ensomhed. Det er jo dét, der er benzinen i dramatik. Man skal have tilgang til sine følelser som skuespiller.«
Ensomhed
Hvornår har du følt dig mest ensom?
»Jeg boede på et tidspunkt alene et års tid. Det var i det samme hus, hvorfra mine børn var flyttet hjemmefra, liv var levet, og et forhold var opløst. Døren lukkede sig – efter aftale – og så sad jeg tilbage i et alt for stort hus og blev grebet af en masse følelser. Der var lettelse, sorg, ensomhed, glæde, overskud og latterligt mange middagslure. Mest af alt blev jeg dog grebet af lysten til at renovere huset. Hele mit bagland er fra Valby, og de kom og hjalp med at istandsætte hele hytten. Du ved, Bertel kom med slibemaskinen, og Michael og Finn rykkede hurtigt ud, så jeg fik det, som jeg gerne ville. I det sekund, det var færdigt, gik det op for mig, at jeg ikke kunne blive boende i det hus. Det emmede af gamle dage. Det var jo også sørgelige ting, der havde gemt sig i sprækkerne. Jeg ringede til mine børn og spurgte, hvad de syntes om, at jeg solgte det. Det forstod de udmærket. Men alligevel. Jeg er typen, der knytter mig til steder, hjørner og konstruktioner. Jeg savner stadig detaljerne i det hus.«
Er det ligesom en kæreste, som man ikke vil have, men som heller ikke må blive lykkelig med en anden?
»Det tager i hvert fald mere end et par dage at acceptere, at hun finder en anden, eller at huset overtages af andre. Men man finder jo ud af, at en gammel kæreste også fortjener at blive elsket igen.«
Købte du et nyt hus?
Mikael Birkkjær trækker på det, smiler og minder om, at han ikke bryder sig om at tale om sine private relationer. Så svarer han:
»Nej, jeg købte et sommerhus. Hvad vil du ellers vide?«
Jeg vil gerne vide, hvordan du mødte din nuværende kæreste?
»Det var mærkeligt nok i det samme område, hvor jeg stjal pærer fra de rige villaejere som barn. Min mor sagde altid, at vi skulle spørge om lov først. Det gjorde vi ikke, så vi blev som regel uvenner med alle de rige villaejere. Men det var netop i dét kvarter, jeg selv var blevet villaejer og sad på et grønt fællesareal en aften til en af de store mellemrumsfester. Du ved, man tager sin egen vin med, der er nogle unge på en scene, der spiller musik og så sidder man og snakker med naboerne. På det tidspunkt var jeg stadig i mørket og boede alene i huset. Jeg sad med en pose pilsnere, og så kom der et menneske og spurgte, om hun måtte få én af dem.«
Nordic Noir
Du har været med i ’Forbrydelsen’, ’Borgen’ og nu også ’Broen’, hvad synes du om de serier, man kalder Nordic Noir?
»Jeg har faktisk aldrig selv fulgt med i de serier, jeg har lavet. Jeg får altid udleveret en boks, jeg kan se ved lejlighed, men jeg når aldrig til det. I stedet oplever jeg det gennem andre, som ser serierne. Tilsyneladende bliver vi ved med at ville have Nordic Noir. Folk er umættelige, og jeg ser da også selv en del af den slags serier.«
Hvorfor tror du, de er så populære – også i udlandet?
»I Norden er vi ikke så bornerte, hellige og pleasende. Man må gerne være meget uforskammet i den slags serier og sige: ’Jeg hader dit fjæs’,« siger han med teatralsk mine, så man genkender skurken i ham.
»Derudover tror jeg, udlandet ser vores omgivelser og vores land. Når jeg selv ser svenske eller norske serier, får jeg øje på rigtig mange locations, som er skidegodt fundet. Det er jo sådan, her ser ud, og dét sidder folk og ser i deres fjernsyn i hele verden. De (det udenlanske publikum, red.) var bjergtaget af råheden i f.eks. ’Forbrydelsen’. De elsker det, at vi er usentimentale og ikke bare står og mimrer et eller andet på amerikansk, men siger det, som det er. Alligevel kan jeg godt blive overrasket over, hvor populært det (Nordic Noir, red.) er. Der blev lavet en hel bog om ’Forbrydelsen’ – ’The Killing Handbook’. Der var også én, der sendte mig en lille hæklet dukke, som forestillede min figur i serien, og når jeg var i engelske lufthavne, blev jeg stoppet af folk, der bare sagde: ’Oh, my God’.«
Du var teaterskuespiller i mange år. Nu er det mest tv. Hvorfor?
»Det er længe siden, jeg har lavet teater. Jeg var fastansat i 800 år på Det Kongelige Teater, men vil ikke være fastansat noget sted længere. Jeg kørte sur i teatret. I virkeligheden er det spændende for mig prøverne på et stykke, hvor man finder ud af, hvordan din figur reagerer på min figur. Så spiller man det fire-fem gange for publikum, og så synes jeg ikke, at det er så sjovt mere. Det Kongelige Teater begyndte at føles som en fabrik. Til sidst sagde jeg, at jeg ikke ville tildeles flere roller. Man skal ikke stå som 50-årig og spille Robin Hood, når der står fire unge mænd i kulissen og venter på den rolle. Altså bare fordi Jørgen Reenberg engang syntes, jeg skulle spille hans søn, behøver jeg ikke at spille yngling, til jeg er 50. Nu laver jeg mere tv, og det huer mig. Man siger, man bliver lykkelig af teater, kendt af tv og rig af film. Nu har jeg brugt to tredjedele af mit arbejdsliv på teatret, og det var hårdt arbejde. Nu vil jeg bruge den resterende tredjedel – eller hvor meget det nu er – på noget andet. Det fungerer, jeg kan i hvert fald leve af det.«
