Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er klar til at forlade præsidentposten, hvis der bliver fred i Ukraine.
Det siger han i et interview med mediet Axios.
Adspurgt om han ser sig selv lede Ukraine i fredstid, eller om han vil træde af, svarer Zelenskyj:
- Hvis vi afslutter krigen med russerne, er jeg klar til ikke at stille op (ready not to go på engelsk, red.). Fordi valg er ikke mit mål.
- Mit mål er at afslutte krigen, lyder det.
Zelenskyj lover samtidig, at han vil presse på for, at der bliver udskrevet valg i Ukraine, hvis der bliver indgået en aftale om en våbenhvile på flere måneder.
Zelenskyj blev valgt som Ukraines præsident i 2019. Under normale omstændigheder ville hans periode være udløbet efter fem år i maj 2024.
Men under en undtagelsestilstand, som den igangværende i Ukraine, må der ikke afholdes valg, skriver Axios.
/ritzau/