Én person glimrede ved sit fravær ved torsdagens stort anlagte pressemøde i Forsvarsministeriet.

For statsminister Mette Frederiksen var ingen steder at se, da fire mand besvarede pressens spørgsmål efter nattens nye drone-kaos over Danmark.

I stedet var det forsvarsminister Troels Lund Poulsen, justitsminister Peter Hummelgaard samt forsvarschef Michael Hyldgaard og rigspolitichef Thorkild Fogde, der lignede nogen, der var »i vildrede.« 

Torsdag aften var hun eller ikke at se ved et nyt pressemøde indkaldt af Rigspolitiet. 

Henrik Qvortrup.
Henrik Qvortrup. Foto: Nicoline Kjems-Krognos
Vis mere

»Jeg noterer mig – og det kan der være lavpraktiske grunde til – at det ligner et pressemøde, som statsministeren lader andre om at afholde. Det handler om, hvorfor vi ikke kan finde ud af noget, der ellers burde være til at overskue, når vi investerer så mange milliarder i Forsvaret,« siger B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup.

»Jeg ved ikke, om Mette Frederiksen fortsat er i Grønland, og det kan være grunden til, at hun ikke var til stede i Forsvarsministeriet her til morgen.«

Ifølge Henrik Qvortrup udstillede dagens pressemøde et stort politisk problem og en enorm kontrast.

På den ene side har man forsøgt at signalere handlekraft ved at sætte ord på de mange milliarder, man investerer i Forsvaret. Noget, Mette Frederiksen har understreget ved adskillige lejligheder.

Men på den anden side kan man ikke skyde en lille håndfuld droner ned over Danmarks luftrum.

»I lyset af, hvor ofte vi har oplevet statsministeren sige, at nu skal der ske det ene og det andet, så ville det også være rimeligt for mig at se, at hun melder sig på banen her,« siger Henrik Qvortrup, der efterlyser ord fra Mette Frederiksen.

»Medmindre det er en bevidst strategi at sende andre ud til de her pinagtige konfrontationer med medierne i en sag, hvor Danmark er blevet ydmyget.«

Torsdagens pressemøde var ikke en køn seance.

Og derfor mener Henrik Qvortrup, at statsministeren formentlig er svært tilfreds med, at hun ikke selv var på plads i ministeriet.

»Troels Lund Poulsen lignede det, han var. En mand, der hellere ville bruge sin morgen på andre gøremål. Derfor tror jeg også, at Mette Frederiksen var ret tilfreds med, at hun ikke selv stod der.«

»Jeg er ret overbevist om, at hun synes, det var rigtig fint, at hun ikke selv skulle stå på det pressemøde.«

Du kan følge alt det seneste fra drone-sagaen her.