I forbindelse med de efterhånden mange droner over danske lufthavne de seneste dage har mange af spekulationerne drejet sig om skibe.

Men ifølge en dansk ekspert, så kan en helt anden platform være benyttet i det, myndighederne kalder et 'angreb'. Og inspirationen kan komme fra Ukraine. 

Tidligt i forbindelse med dronehændelsen over Københavns Lufthavn mandag aften gik spekulationerne på, hvor den lille håndfuld droner kunne stamme fra.

Og her blev opmærksomheden rettet mod en række 'suspekte' skibe.

Den opmærksomhed blev ikke mindre efter onsdag aftens mange dronehændelser over en række jyske lufthavne.

Det har B.T. beskrevet i en række artikler om skibe med mystisk fortid eller ageren i dansk farvand.

Men noget kan pege i en helt anden retning end skibe som oprindelsesplatform.

Det mener den danske militærekspert fra Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

Oversigten over droner spottet i Danmark.
Oversigten over droner spottet i Danmark.
Vis mere

»Vi har haft et problem med at opdage de her droner,« siger eksperten og fortsætter:

»Det kan tyde på, at de bliver sendt i luften tæt på. Måske via en lastbil, som vi så det med Ukraines angreb i Rusland tidligere på året,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Som han påpeger, så skulle ikke være første gang, et droneangreb er blevet indledt fra lastbiler.

Det mest kendte fortilfælde, som Peter Viggo Jakobsen også påpeger, var et af de mere spektakulære angreb i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Ukraine droner, der blev brugt i angrebet 'Operation Spiderweb' tidligere på året kan have været inspiration til dronehændelserne i Danmark, mener ekspert.
Ukraine droner, der blev brugt i angrebet 'Operation Spiderweb' tidligere på året kan have været inspiration til dronehændelserne i Danmark, mener ekspert. Foto: Ukraines Forsvar
Vis mere

Under navnet 'Operation Spiderweb' aktiverede Ukraine en række lastbiler flere steder dybt inde i Rusland.

Lastbilerne blev kørt til deres bestemmelsessted nær eksempelvis en russisk militærbase af en uvidende chauffør.

På et koordineret tidspunkt nær deres mål, blev de mange droner aktiveret og fløj afsted.

I angrebet, der udspillede sig 1. juni i år, blev en lang række russiske militærfly ramt – flere af dem ødelagt.

Et af de russiske fly, der blev ramt i 'Operation Spiderweb'.
Et af de russiske fly, der blev ramt i 'Operation Spiderweb'. Foto: Ukraines Forsvar
Vis mere

Det var naturligvis ikke tilfældet ved dronehændelserne i Danmark. Her tydede det mest af alt på, at det danske luftforsvar blev testet.

Og i forbindelse med hændelsen ved Københavns Lufthavn fortalte myndighederne direkte, at det virkede til, at dronerne svævede på en måde, som syntes at indikere, at de gerne ville blive set.

For Peter Viggo Jakobsen så står det efterhånden ret klart, hvem der står bag hændelserne i Danmark den seneste uge.

Det konkluderer han efter at have set torsdagens pressemøde i Forsvarsministeriet.

»De siger det uden at sige det. De her hændelser er systematiske og lugter langt væk af Rusland,« siger Peter Viggo Jakobsen.