Linda P havde egentlig ikke tænkt sig at kommentere yderligere på den opsigtsvækkende sag, hvor hun i august stoppede som kreativ chef i Tivolirevyen før tid.
Men nu tager hun altså bladet fra munden på sin Facebook-profil.
»Jeg står ved, hvad jeg leverede i Glassalen og er selvfølgelig ked af, at Tivoli kun er til onenight stands. Men jeg begynder selvfølgelig ikke at flytte på mine overbevisninger om, hvad revyen burde være, fordi de får kolde fødder.«
I opslaget skyder komikeren med skarpt mod hendes arvtager og revyens nye instruktør, Martin Miehe-Renard, som onsdag aften blandt andet udtalte sig til B.T. ved afsløringen af hans nye revyhold.
Her fortalte han, at han har »fuld af respekt« for sin forgænger Linda P og hendes arbejde med at forny Tivolirevyen – selvom anmelderne altså ikke var begejstrede. Han røbede i øvrigt, at han tilbudt Linda P at vende tilbage til revyen i rollen som skuespiller.
Linda P afviser dog blankt i sit opslag, at hendes ophør i revyen har noget at gøre med dårlige anmeldelser:
»Det kunne aldrig falde mig ind at trække mig fra noget pga. af dårlige anmeldelser. Hvordan ville udviklingen i verden generelt se ud, hvis vi begyndte at pisse i bukserne af skræk, når nogen gav os dårlige anmeldelser. Det nytter ingenlunde at bremse videreudviklingen af tingene, fordi folk bliver bange for noget nyt.«
Linda P fratrådte stillingen som kreativ chef i august i år, selvom hun havde indgået en toårig aftale med Tivoli.
Hun afslutter med at ønske den nye instruktør og resten af revyholdet held og lykke og sender dem »al min kærlighed.«