Just Eat er vendt på en tallerken. Det fortæller Politiken, der er i besiddelse af interne orienteringer, som takeaway-kæden har delt med deres medarbejdere. 

Kort og godt har Just Eat i løbet af foråret og sommeren løbende fyret madbude og i stedet hyret underleverandører til at bringe mad ud i flere områder på Fyn og Sjælland - helt ubemærket.

Den danske fyringsrunde hos Just Eat lægger sig i slipstrømmen af en lang række fyringer i flere europæiske lande, såsom Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

»De er ved at ændre model – fra ansatte bude til underleverandører. Vores konkurrenter har brugt sådan nogle modeller i årevis, og hvis ingen håndhæver reglerne, bliver det svært for selskaber med ansatte bude at konkurrere«, siger Robert Snyder, der er bud for Just Eat i Berlin og repræsentant i det nationale arbejderråd for Just Eat i Tyskland.

Han er selv usikker på, om han kan beholde sit job, og tilføjer:

»Dette burde være ulovligt, men så længe det primært er indvandrere, der bliver berørt, synes ingen at tage ansvar.«

Just Eat blev ellers betegnet som den gode dreng i klassen og kaldt både »banebrydende« og »et lysende eksempel«, da de som den første og eneste takeaway-tjeneste på dansk jord lagde en overenskomst på bordet for deres madbude tilbage i 2021. Et socialt alternativ til konkurrenter som Wolt, der bruger selvstændige »kurérpartnere«.

Over for Politiken erkender Just Eat, at de har sagt farvel til 140 bude i Danmark og argumenterer med, at deres konkurrenter kun bruger »tredjepartsleverandører uden overenskomst, hvilket resulterer i en skævvridning og en konkurrencefordel for dem«.