Danmark har de seneste dage været udsat for hybridangreb, og der udspiller sig i øjeblikket en hybridkrig på dansk grund.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en videotale efter de seneste dages dronehændelser i dansk luftrum blandt andet ved lufthavne.
- Droner er set flere steder ved kritisk infrastruktur, militært og civilt. Det er angreb, som vi må forvente, at der kan komme flere af, siger hun i videotalen.
Hun tilføjer, at det er angreb, der har vist sårbarheder og som har til formål at skabe utryghed og splittelse.
- Det er angreb, der skal ryste os som mennesker og samfund.
De seneste dage har hun været i kontakt med en række af sine europæiske kolleger.
- Vi er nu fra dansk side i tæt dialog med Nato-allierede om, hvordan de i den aktuelle situation kan bistå Danmark, så vi kan beskytte og forsvare vores luftrum, siger hun.
Hun understreger, at hybridkrig ikke er en krig i traditionel forstand. Angrebene er til for at forvirre og gøre os usikre.
- Og det er fra en fej fjende, som ikke tør give sig til kende, lyder det.
- Jeg er nødt til at sige - særligt til nogle af partierne i Folketinget - at målet med hybride angreb, det er ikke kun at teste vores myndigheder og beredskab. Det er også for at se, hvordan vi reagerer som samfund og politisk, siger hun.
Derfor skal Danmark være på vagt, men det er vigtigt at bevare roen, tilføjer hun.
- Tiden er ikke til hurtige meldinger, politisk overbud eller mistillidserklæringer til myndigheder eller politiet.
Mette Frederiksen slutter af med at konkludere, at Danmark er i den indledende fase i at håndtere en krise -og det har vi i Danmark gjort før, konstaterer hun.
Derfor ser statsministeren sig nødsaget til at gentage et budskab, som hun også havde i forbindelse med håndteringen af coronapandemien:
- I enhver håndtering af en svær krise, der er der en risiko for, at man kommer til at begå fejl, og det er ikke altid, at vi hurtigt kan give gode svar på de spørgsmål, der løbende vil opstå, siger hun.
Men hun understreger, at regeringen vil bestræbe sig på at fortælle offentligheden så meget, som den kan løbende med det in mente, at de, "der vil os det ondt", også lytter med.
- Selv om myndighederne ikke kan konkludere, hvem der står bag, så kan vi i hvert fald konstatere, at der primært er ét land, der udgør en trussel for Europas sikkerhed, og det er Rusland, siger hun.
Statsministeren forstår godt, at befolkningen har mange spørgsmål på baggrund af de seneste dages dronehændelser i dansk luftrum.
Blandt andet, hvorfor droner ikke er blevet skudt ned, og hvorfor blev de ikke opdaget tidligere. Men svarene lader vente på sig.
- Der kommer et tidspunkt, hvor vi må kigge tilbage i de seneste dages hændelser. Men her og nu har vi som regering og myndigheder en altoverskyggende opgave, og det er at passe på Danmark, siger hun.
Følg udviklingen om dronemystikken i Danmark i B.T.s LIVE-blog lige her.
/Ritzau/