Joachim B. Olsen var alt andet end imponeret, da han var vidne til pressemødet torsdag morgen.
Her blev der sat ord på de mystiske dronehændelser, der har skabt kaos i Danmark siden mandag.
»Jeg synes, det var et shitshow. De havde ikke nogen svar, og det er tydeligt, at vi er helt forsvarsløse i forhold til de her droner. Det var tåkrummende,« siger B.T.s politiske kommentator.
Til stede ved pressemødet var forsvarsminister Troels Lund Poulsen, justitsminister Peter Hummelgaard, rigspolitichef Thorkild Fogde og forsvarschef Michael Hyldgaard.
Og på trods af de mange spørgsmål fra journalisterne var det ikke mange konkrete svar, der kom ud af spørgetimen.
I stedet fik det udstillet, hvor grelt det står til.
»Ugen har efterladt danskerne med et indtryk af, at der slet ikke er styr på, hvordan de her droner skal håndteres. Det er blevet afsløret, at vi er ekstremt sårbare,« fastslår Joachim B. Olsen.
»Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal håndtere det, når du kan flyve ind over vores F-35 fly til milliarder af kroner. De betryggede ingen i forhold til, at vi skulle have en plan til at håndtere det. I stedet virkede de rådvilde.«
Natten til torsdag fløj droner blandt andet ind over Aalborg Lufthavn og Flyvestation Skrydstrup, der bruges som baser til militære flyvninger og blandt andet huser de dyrtindkøbte F-35 jagerfly.
Det betød, at luftrummet flere steder blev lukket.
Dronerne blev også observeret nær lufthavne i Esbjerg og Sønderborg – kun to døgns tid efter, at der også blev spottet droner ved Københavns Lufthavn.
Men myndighederne lader til at være handlingslammet, siger Joachim B. Olsen.
»Det virker, som om man ikke ved, hvordan man skal handle. Vi ved ikke, om vi kan skyde en drone ned, og når man spørger ind til det, lyder det, at dronen falder ned et sted. Har man ikke gjort op med sig selv, om det er acceptabelt, at en drone falder ned i taget på et parcelhus på Amager?« spørger han.
»Der skal foretages nogle afvejninger, men det virker ikke, som om man har gjort det. I stedet efterlader det en med indtrykket af, at myndighederne bare kigger på hinanden uden at vide, hvad de skal gøre.«
Herfra går en masse i gang bag kulisserne, vurderer Joachim B. Olsen.
Blandt andet skal man i gang med at lave en konkret handlingsplan for, hvordan man håndterer dronerne, når lignende episoder sker.
»Det ser virkelig skidt ud. Droner er ikke et nyt fænomen, og det har ikke været det sværeste at forudse, at de ville fylde meget i konflikter. Det gør de overalt i verden.«
»Det er, som om man først begynder at rykke på det, når der sker noget. Der mangler rettidig omhu, og tingene går for langsomt,« siger Joachim B. Olsen og forestiller sig, hvor galt det eksempelvis kan gå.
»Forestil jer, at sådan noget sker i højsæsonen, når folk skal på charterferie, og man bare kan lukke en hel lufthavn ned.«
Du kan følge alt det seneste fra droneaktiviteterne over Danmark i B.T.s liveblog lige her.