Danmark har igen været udsat for et hybridangreb i nat. Og ansvaret for, at angrebet ikke er blevet håndteret bedre, ligger hos én person. 

Det mener Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, der nu retter en hård anklage mod Rigspolitichef Thorkild Fogde.

»I og med, at det er politiet, der har ansvaret for de civile lufthavne, så falder det tilbage på Rigspolitichef Thorkild Fogde. Det er ret bekymrende,« siger Alex Ahrendtsen til B.T.

Han fortsætter:

»Her må jeg simpelthen bare sige, at rigspolitichefen har svigtet. Der har man simpelthen ikke været klar nok.«

Alex Ahrendtsen reagerer efter morgenens pressemøde med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), justitsminister Peter Hummelgaard (S), rigspolitichef Thorkild Fogde og forsvarschef Michael Hyldgaard.

Pressemødet fandt sted efter, at der i løbet af natten til torsdag blev observeret droner nær lufthavne i både Nordjylland og Syd- og Sønderjylland.

Luftrummet over Aalborg Lufthavn blev derfor lukket på ubestemt tid, inden det senere på natten til torsdag blev genåbnet.

Rigspolitichef Thorkild Fogde til pressemøde i Forsvarsministeriet i København torsdag den 25. september 2025. Forsvarsministeren og justitsministeren giver status på de seneste dages droneaktiviteter ved en række lufthavne i Danmark . (Foto: Emil Nicolai Helms/Scanpix 2025)
Rigspolitichef Thorkild Fogde til pressemøde i Forsvarsministeriet i København torsdag den 25. september 2025. Forsvarsministeren og justitsministeren giver status på de seneste dages droneaktiviteter ved en række lufthavne i Danmark . (Foto: Emil Nicolai Helms/Scanpix 2025) Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Pressemødet viser, at vi ikke har noget beredskab,« mener Alex Ahrendtsen.

Droneangrebet flere steder i Jylland sker, efter at droner ved Københavns Lufthavn lukkede luftrummet i knap fire timer mandag aften og natten til tirsdag.

Det vides ikke, om hændelserne hænger sammen. Det vides heller ikke, hvem som står bag - de danske myndigheder siger dog, at man mener, at der er tale om en professionel aktør.

B.T. har bedt Rigspolitichef Thorkild Fogde om en reaktion. Han har ingen kommentarer.