Det er intet mindre end ydmygende, fastslår Mona Juul (K) om de sidste døgns droneangreb.
Det skriver hun i et opslag på X, hvor hun slår i bordet.
'Vi bliver ydmyget af vores fjender. Det er svært at se det på anden måde, når vi igen i nat har været vidne til, at droner koordineret flyver ind og lammer vores kritiske infrastruktur, skriver formanden for Konservative og fortsætter:
'Denne gang fløj de også ind over militære områder. Og så fløj de ellers væk igen. Lige da det passede dem. Det er simpelthen ikke godt nok.'
I opslaget, som du kan læse i bunden af artiklen, fortsætter hun med at lange gevaldigt ud efter regeringen og de involverede myndigheder.
Hun henviser til, at der intet er sket i løbet af de sidste knap fire år – på trods af at der er blevet afsat mange milliarder til forsvarsområdet.
'Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vores regering mener det, når de siger, at situationen er alvorlig, og at der er brug for oprustning. Men der er et eller andet, som ikke fungerer. Vi skal simpelthen have noget handling bag ordene.'
'Det nytter ikke noget, at vi bliver ved med at tale om oprustning, hvis det ikke har effekt ude i den virkelige verden. Det er komplet uholdbart, at fjendtlige droner bare kan flyve ind og ud, som det passer dem, og skabe kaos i Danmark.'
På torsdagens pressemøde i Forsvarsministeriet afslørede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at man havde overvejet at aktive NATOs artikel 4 i forbindelse med droneangrebene i Danmark.
'Artikel 4' tillader et medlemsland at indkalde til konsultationer med de øvrige medlemslande, hvis landet mener, at dets territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet. Noget som andre europæiske lande har tyet til i den seneste tid.
Et valg, Mona Juul dog lovpriser.
'Og så mener jeg, at regeringen bør aktivere NATOs artikel 4, så vi kan vise, at vi står sammen i NATO,' skriver hun.