»Jimmy, Jimmy, Jimmy.«
Publikum tog imod tilbagevendte Jimmy Kimmel med åbne arme tirsdag aften – og det var de ikke ene om.
Allerede da den amerikanske takshow-vært og komiker mødte op hos tv-kanalen ABC forud for genoptagelsen af hans show 'Jimmy Kimmel Live', var det til en varm og meget følelsesladet velkomst.
Det skriver People.
»Vi gav Jimmy en velfortjent stående ovation ved generalprøven,« siger en unavngiven medarbejder på 'Jimmy Kimmel Live' til det amerikanske medie.
Medarbejderen tilføjer, at alle var »meget glade«, »lettede« og »spændte« på programmet, der blev sendt i USA tirsdag aften – eller natten til onsdag dansk tid.
Talkshowet blev 17. september fjernet på ubestemt tid fra ABCs kanaler efter 57-årige Kimmels bemærkninger omkring attentatet på aktivisten Charlie Kirk tidligere i september.
Kimmel gjorde i en monolog grin med støtter af USAs præsident, Donald Trump, i den såkaldte Maga-bevægelse.
Efter dage med heftig kritik af lukningen af 'Jimmy Kimmel Live', meddelte Disney, der ejer ABC, mandag, at talkshowet med Kimmel ville vende tilbage til skærmen.
I sin åbningsmonolog var Jimmy Kimmel tydeligt rørt, og flere gange havde han tårer i øjnene.
Det kan du læse mere om HER.
Hvor publikum og medarbejderne på programmet gav Jimmy Kimmel en varm modtagelse, var Donald Trumps reaktion anderledes kølig.
Du kan læse Trumps kommentar til Kimmels comeback HER.