En stor brand hærger lige nu på hovedscenen på den internationale EDM-festival Tomorrowland, der afholdes i byen Boom i Belgien.

Redningstjenesten oplyser, at branden ikke er under kontrol, skriver VRT.

Arrangørerne er lige nu i fuld gang med forberedelserne til festivalen, men den er ikke i gang endnu.

Men omkring 1.000 ansatte er på stedet, siger festivalens talskvinde Debby Wilmsen. 

I øjeblikket forsøger myndighederne at få de ansatte i sikkerhed og forsøger at inddæmme branden, der ifølge HLN angiveligt har spredt sig til en nærliggende skov. 

Branden er brudt ud blot to dage, inden festivalen bliver skudt i gang. 

Hvert år strømmer tusindvis af festivalgæster fra hele verden til Boom i Belgien, hvor de i to weekender kan nyde elektronisk dansemusik eller EDM.

Det er uklart, hvilke konsekvenser branden vil have for festivalens start, da festivalen endnu ikke har meldt noget ud. 

Opdatering 20:26: Tomorrowland holder ifølge mediet pressekonference om den alvorlige brand, der har ødelagt hovedscenen.  

En talsmand fra festivalen har meldt ud, at der ikke er nogen tilskadekomne.