En 14-årig dreng sprang i sidste uge ud fra skulpturen Vessel i Manhatten i New York og døde.

Det er det fjerde selvmord, siden det 16 etager moderne vartegn åbnede for to år tilbage. Og derfor er attraktionen nu lukket på ubestemt tid. Det skriver New York Post.

Drengen var sammen med sin familie, da ulykken skete.

»Der var masser af turister rundt omkring. Drengen løb sammen med sin lillesøster, og de havde det sjovt. En af mine kollegaer fortalte, at de ikke måtte løbe. Men på en eller anden måde, da han kom til niveau otte, sprang han bare,« fortalte en sikkerhedsvagt ved turistattraktionen.

Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

Politikilder har efterfølgende fortalt, at teenageren havde en depression og tidligere havde forsøgt at begå selvmord.

Den 45 meter høje turistattraktion blev også lukket i januar, hvor det var en mand på 21 år, der begik selvmord fra skulpturen.

I maj genåbnede Vessel med nye sikkerhedsforanstaltninger, hvor man blandt andet ikke længere kunne besøge stedet alene, ligesom der var opsat skilte langs rækværket med det formål at tale folk fra at tage livet af sig selv.

Lige siden Vessel åbnede i 2019, har rækværket fået kritik, da det nemlig kun går til hoften på en voksen person.

Men der er angivelig ikke reageret på opfordringen.

Ejeren af Manhatten-kvarteret, Stephen M.Ross, udtaler efter det tragiske dødsfald:

»Jeg vil have, at vi kigger på alle muligheder. Jeg troede, vi havde gjort, hvad vi kunne,« siger han til mediet The Daily Beast.

Meget tyder på, at attraktionen lukkes permanent efter alle tragedierne.