En 53-årige kvinde i Sverige er blevet smittet med coronavirus to gange.

Det er blevet bekræftet af forskere på Sahlgrenska Universitetssygehus, skriver den svenske avis Dagens Nyheter fredag.

Kvinden blev testet positiv for covid-19 både i maj og august, og i perioden derimellem blev hun konstateret virusfri.

Dermed er kvinden det første bekræftede tilfælde i Sverige af en person, der er konstateret smittet med corona mere end en gang.

Ifølge forskerne adskiller virusstammen sig fra kvindens første sygdomsforløb sig fra virusstammen, da kvinden blev testet positiv anden gang.

»Det betyder, at vi kan sige, at det er to forskellige infektioner og ikke den samme, som har været i dvale,« siger læge og professor Johan Ringlander ifølge den svenske avis Expressen.

Kvinden havde et mere mildt sygdomsforløb anden gang, hun blev smittet.

Det kan ifølge forskerne være et tegn på, at hun har fået en delvis immunitet for coronavirus af sit første sygdomsforløb. Dermed vil hun have opnået en vis beskyttelse mod virusset.

Det tyder dog fortsat på, at det er sjældent, at folk smittes to gange.

På verdensplan har der været flere bekræftede tilfælde af personer, der er blevet smittet med coronavirus for anden gang.

Men det er ikke alle, der som den svenske kvinde slipper billigere i anden omgang.

Tidligere i oktober blev en 25-årig amerikansk mand bekræftet smittet for anden gang. Det oplyste forskere fra University of Nevada ifølge det britiske medie BBC.

Han kom relativt smertefrit igennem den første coronasmitte. Men sygdommen ramte ham langt hårdere i anden omgang.

Her blev han indlagt, fordi hans lunger ikke længere kunne ilte hans blod godt nok. Han kom sig efterfølgende over sygdommen.

Også i Ecuador har der været et eksempel på en person, der fik et mere alvorligt sygdomsforløb anden gang.

Omvendt har der i Hongkong, Belgien og Holland været meldinger om personer, der blev mindre syge anden gang.

/ritzau/