Naboer havde gentagne gange forsøgt at råbe op om en ældre kvinde i deres nabolag, som levede under kummerlige forhold.

Beboerne i den australske by Geelong havde meldt om skrald, dårlig lugt og skadedyr i kvindens hus. Sagen viste sig dog at være langt mere alvorlig.

Ifølge mediet 7news havde den ældre kvinde, der er i 70erne, boet med sin afdøde brors lig i en længere periode.

Det tragiske fund blev gjort i slutningen af 2022, og naboer står nu frem og fortæller om deres forsøg på opråb til myndighederne.

»Vi har levet ved siden af et hus fyldt med rædsler,« siger naboen Nicole Stratton ifølge det australske medie Perth Now.

Nogle af naboerne mener, at liget af den afdøde bror må have været derinde i flere år.

De har set, at myndighederne har forsøgt at lave omsorgstjek hos kvinden, hvor de ikke fik lov til at komme indenfor døren.

Huset, som er en del af et socialt boligbyggeri, er nu ryddet, og skal – som et led i et større projekt – sættes i stand.

»Det er et tragisk tilfælde, og vi sender vores dybfølte kondolencer til mandens familie og venner,« siger en talsperson fra den afdeling, der tager sig af sociale boligbyggerier.

Det er ikke offentliggjort, hvad manden er død af.

Den ældre kvinde er ikke blevet anholdt i forbindelse med fundet af hendes bror.