Hvis eksrådgiver John Bolton skal vidne i sagen, skal demokraten Joe Biden også, siger Republikanerne.

Kampen om at indkalde vidner i rigsretssagen mod præsident Donald Trump blev intensiveret tirsdag, da Trumps forsvarsadvokater kom med deres afsluttende bemærkninger.

Demokraterne vil have Senatet til at stævne Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton i et forsøg på at få beviser frem i lyset.

Det sker, fordi Bolton i sin kommende bog ifølge The New York Times skriver, at Donald Trump i august fortalte Bolton, at han ville fortsætte med at indefryse militærhjælp til Ukraine.

Hjælpen ville først blive frigivet, når Ukraine sagde ja til at hjælpe med en efterforskning af den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden og hans søn, Hunter Biden.

Citaterne er bekræftet af John Boltons advokat.

Men Republikanerne truer med at kræve, at Joe Biden og hans søn i så fald også vil blive indkaldt som vidner i sagen.

- Hvis folk vil have vidner, så skal vi sørge for at skaffe en masse vidner, sagde den republikanske senator Lindsey Graham tirsdag.

Trumps advokater afsluttede deres tre dage lange forsvar i Senatet ved at kræve en hurtig frifindelse af præsidenten. Samtidig beskyldte de Demokraterne for at komme med politisk motiverede anklager.

- Det, som de beder jer om at gøre, er at afsætte en succesfuld præsident uden noget grundlag og i strid med forfatningen, sagde Pat Cipollone, der står i spidsen for Trumps hold af forsvarsadvokater.

- Det amerikanske folk har ret til at vælge deres præsident, sagde han videre til senatorerne, der fungerer som nævninge i sagen.

Donald Trump er anklaget for embedsmisbrug.

Ifølge Demokraterne i Kongressen forsøgte han i en telefonsamtale i juli 2019 at presse Ukraines præsident til at foranstalte en efterforskning af Joe Biden og Hunter Biden.

Trump beskyldes i den anledning for midlertidigt at have tilbageholdt amerikansk militærstøtte til Ukraine. Han er også anklaget for forsøg på obstruktion af Kongressens efterforskning af sagen.

Donald Trump afviser beskyldningerne.

/ritzau/AFP