Det er ikke længe siden, der løb børn rundt mellem legestativer og karusseller i Maxim Gorky-parken i Kharkiv.

Men det virker alligevel som om det er år siden. For parken er blevet ramt af adskillige russiske artillerigranater.

I videoen over artiklen, kan du se, hvordan Maxim Gorky-parken så ud i 2019 – og hvordan flere granater slår ned.

Forlystelsesparken er en del af den 130 hektar store offentlige park midt i Kharkiv. Et område hvor der lige nu er massive kampe mellem russiske og ukrainske soldater.

Brandmænd slukker branden fra det russiske artilleri-angreb ved Maxim Gorky-parken.
Brandmænd slukker branden fra det russiske artilleri-angreb ved Maxim Gorky-parken. Foto: EPA, Sergey Kozlov
Vis mere

I Ukraine hævder man, at det i de seneste dage er lykkedes at generobre 11 mindre byer i Kharkiv-regionen.

Byerne har været under russisk kontrol i en periode efter invasionen, som blev indledt 24. februar. I dag er Kharkiv under ukrainsk kontrol.

Faktisk melder ukrainske myndigheder, at de ukrainske tropper er lykkes med at skubbe invasionshæren så langt væk fra selve Kharkiv, der er landets andenstørste by, at russisk artilleri ikke længere kan nå bymidten. Det skriver Kyiv Post.

Angrebet på Maxim Gorky-parken er ikke det første. I april blev parken også ramt af artilleri.

Denne gang satte bombardementet dog området i flammer, og en kvinde blev såret. Der er ikke meldinger om dræbte efter bombardementet.