Dagen efter at USA og Sydkorea sammen affyrede jord til jord-missiler, affyrer Nordkorea to missiler.

Nordkorea har affyret to kortrækkende ballistiske missiler fra Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, tidligt torsdag morgen lokal tid.

Det siger det sydkoreanske militær til det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

De to missiler er det sjette og det syvende, som Nordkorea har affyret de seneste 12 dage.

Den første melding om et missil kom omkring klokken 6 koreansk tid.

Den japanske kystvagt meddeler kort efter meldingerne om det første missil, at det lader til, at missilet er landet.

Omkring klokken 7 lokal tid meddeler det sydkoreanske militær, at der er blevet affyret to kortrækkende missiler.

Den japanske forsvarsminister, Yasukazu Hamada, siger, at det ene missil fløj i en højde på 100 kilometer, mens det andet fløj i en højde på 50 kilometer.

Tirsdag morgen affyrede Nordkorea et ballistisk missil, der fløj over Japan og landede i havet 3.000 kilometer fra Japan.

På grund af missilet blev indbyggere i to nordlige præfekturer i Japan opfordret til at søge dækning.

Som svar på det affyrede det sydkoreanske og amerikanske militær i fællesskab fire jord til jord-missiler fra Sydkoreas østkyst ud over Det Japanske Hav.

Torsdag har Nordkorea desuden fordømt en amerikansk beslutning om at omplacere et hangarskib, så det befinder sig i havet omkring den koreanske halvø.

Den beslutning udgør en »alvorlig trussel« for stabiliteten i regionen, lyder det fra Nordkoreas udenrigsministerium i en udtalelse.

Den nordkoreanske missilaffyring falder sammen med, at FNs Sikkerhedsråd onsdag mødtes for at tale om de seneste missilaffyringer fra Nordkorea.

Ved det møde beskyldte USA Kina og Rusland for at hjælpe Nordkoreas leder, Kim Jong-un, ved at sætte en stopper for, at FNs Sikkerhedsråd kan indføre flere sanktioner mod Nordkorea.

/ritzau/Reuters