Det er nok ikke mærkeligt, at sikkerhedsfolk i lufthavne finder en flaske vand eller deodorant, som ikke må være med i flyet.

Men mandag måtte sikkerhedspersonalet i LaGuardia Lufthavnen ved New York dog alligevel spærre øjnene op.

For her fandt de en række skarpe våben i en passagers håndbagage. Tre savklinger, et par nunchakuer, en kniv og en lommekniv, der kan folde sig ind og ud af en patronlignende genstand.

Det skriver talsperson for USAs Transportsikkerhedsagentur, Lisa Farbstein, på Twitter.

Til CNN fortæller Lisa Farbstein, at genstandene ikke som sådan er ulovlige, men de er forbudte at have med i sin håndbagage.

»Der er ingen anholdelse. Personen pakkede genstandene om i en indtjekket bagage og fortsatte turen som planlagt,« siger Lisa Farbstein til CNN.

Grunden til at passageren havde taget våbnene med er, ifølge Lisa Farbstein, at vedkommende var i gang med at flytte.