Manden, som kan blive en alvolig sten i skoen på den amerikanske præsident i Ruslands-sagen, bliver nu svinet til af Donald Trump.

En 30-årig græsk-amerikaner er pludselig kommet i offentlighedens søgelys i USA, og hans navn nævnes i stort set alle amerikanske medier i disse dage.

Sidste år under præsidentvalget arbejdede George Papadopuolos frivilligt på at gøre forretningsmanden Donald Trump til USA næste præsident. Godt et års tid efter kalder Trump ham for en løgner og understreger, at han ikke havde indflydelse på hans kampagne.

Mandag kom det nemlig frem, at en af Trumps tidligere medarbejdere har løjet over for FBI i Ruslands-sagen. Den 30-årige græsk-amerikaner George Papadopuolos arbejdede som udenrigspolitisk rådgiver for Trump under valgkampen sidste år.

Nu har han indrømmet, at han har forsøgt at skjule, at han under valgkampen havde kontakt til en 'professor' med forbindelse til Moskva. 'Professoren' skulle angiveligt være i besiddelse af 'snavs' om den demokratiske kandidat, Hillary Clinton.

Papadopuolos havde angiveligt også kontakt til en kvinde, som han fejlagtigt omtalte som 'Putins niece', som efter sigende forsøgte at arrangere et møde med Vladimir Putin på vegne af Trump.

Det fremgår alt sammen af dokumenter, som blev offentliggjort mandag, skriver The Guardian.

Avisen skriver, at samtalerne med de to blev videregivet til en overordnet i Trump-apparatet. Vedkommende skulle angiveligt have svaret:

'Flot arbejde.'

Nu tager både præsidenten, Det Hvide Hus og tidligere kolleger imidlertid stærkt afstand fra Papadopuolos.

En af Trumps tidligere rådgivere, Michael Caputo, siger i et interview med CNN, at Papadopuolos er en 'coffee boy.'

»Jeg har aldrig hørt om ham. Han dukkede aldrig op i Trump Tower. Han havde aldrig interaktion med nogen af kampagnelederne,« siger Caputo.

Præsidenten selv betegner sin tidligere frivillige medarbejder som 'laverestående' og 'løgner,' og skriver, at der ikke var mange i kampagnestaben, som kendte ham.

Ifølge den norske avis Dagbladet kendte Trump ham imidlertid godt. I 2016 beskrev han konsulenten som en udmærket fyr, og på et billede på præsidentens instagram-konto kan man også se, at han deltog i i hvert fald et møde med præsidentkandidaten.

Washington Post skriver, at George Papadopoulos flere gange forsøgte at arrangere møder mellem Trump-apparatet og de russiske myndigheder.

Trumps talskvinde, Sarah Sanders, sagde mandag, at Papadopoulos var frivillig og ikke ansat som medarbejder i kampagnen.

Sagen om Papadopoulos kommer samtidig med, at Trumps tidligere kampagnechef, Paul Manafort, og hans tidligere partner Rick Gates officielt er blevet anklaget for at konspirere mod USA af efterforskningslederen Robert Mueller.